Dokument afslører: Topdanmark fravalgte læger der gav kunder for meget ret

Forsikringsselskabet Topdanmark fravalgte speciallæger, som selskabet syntes holdt for meget med skadelidte i speciallægeerklæringer

Topdanmark afviste syv navngivne speciallæger i en forsikringssag om personskade, fordi selskabet mente, at lægerne i deres lægeerklæringer var for meget på forsikringskundernes side.

Det viser et klagesvar til Ankenævnet for Forsikring, som Topdanmarks advokat har indsendt på selskabets vegne, og som A4 har fået indsigt i.

- Det er dybt, dybt problematisk, at et forsikringsselskab i den grad vil styre, hvem patienterne vil få deres lægeerklæringer fra, og vælger speciallægerne ud fra om det, der står i lægeerklæringerne er til fordel for patienten eller selskabet. Det stiller patienten virkelig dårligt, og kan gøre det svært at få erstatning, siger Morten Freil, som er direktør for paraplyforeningen Danske Patienter, til A4.

A4 har tidligere beskrevet, hvordan danskere, der har fået piskesmæld eller hjernerystelse efter en ulykke, risikerer at deres forsikringsselskab afviser sagen efter at have sendt den skadesramte til bestemte speciallæger.

For de skaderamte kan det betyde økonomisk ruin. Senest har en mangeårig ansat i forsikringsbranchen i et interview med A4 bekræftet problemet.

Forsikringsselskaberne har dog afvist at vælge og fravælge læger ud fra, hvor ”forsikringsvenlige”, de er. Men af dokumentet fremgår, at Topdanmark fravalgte syv navngivne læger, fordi selskabet mener at lægerne er ”kendte for at være unuancerede” og ”strække sig for langt for at tælles de skaderamte”.

Sagen vækker kritik fra Enhedslisten og SF, som ønsker systemet lavet om.

- Det begynder at nærme sig en tilståelsessag fra forsikringsselskabets side. De siger jo her, at de fravælger nogle læger, ikke ud fra nogle objektive kriterier, men alene af den grund at de laver nogle lægeerklæringer, som ikke passer ind i forsikringsselskabets kram, siger Peder Hvelplund, der er sundhedsordfører for Enhedslisten.

Pressekonsulent Maja Korshin fra Topdanmark fastholder, at selskabet følger Forsikring & Pensions retningslinjer for speciallægeerklæringer, og at de ikke er forpligtede til at begrunde, hvorfor de afviser at benytte bestemte læger.

Topdanmark har dog ikke villet forholde sig til advokatens klagesvar eller svare på, hvorvidt det er korrekt, at de fravælger speciallæger på det grundlag, som fremgår af klagesvaret. I stedet henviser selskabet til den eksterne advokat, som har indsendt klagesvaret på deres vegne. Denne vil dog af princip ikke udtale sig.

62 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere