Dokumentation: Her er hele interviewet med Dennis Kristensen

Dennis Kristensen er formand for fagforbundet FOA

- Vi har banket på alle de døre, vi kan. Og råbt ind af alle de vinduer, vi kunne finde. Det her er kun et spørgsmål om, hvornår vi får det sjette drab. Ikke om, men hvornår, lyder vurderingen fra Dennis Kristensen, der er formand for FOA. Foto: Jens Dresling/Polfoto
- Vi har banket på alle de døre, vi kan. Og råbt ind af alle de vinduer, vi kunne finde. Det her er kun et spørgsmål om, hvornår vi får det sjette drab. Ikke om, men hvornår, lyder vurderingen fra Dennis Kristensen, der er formand for FOA. Foto: Jens Dresling/Polfoto
Følg Samfund

- Hvad tænker du om de data, som nu er kommet frem?

- Der er to grundlæggende forhold: man har nogle borgere, som også med et meget kort varsel kan blive voldelige og udadreagerende. Nogle gange helt uden varsel. Og det andet forhold er, hvilke muligheder er der så for at kunne håndtere den situation?

- Man skal her huske på, at bosteder er den psykisk syges eget hjem. Med alt hvad det indebærer af retsstilling. Det svarer til her hjemme hos mig, hvor jeg har de køkkenknive og værktøj, jeg nu har brug for. Det kan man ikke gå ind og ændre på bostedet. Det stiller derfor personalet i en helt specielt farlig situation.

- Våbenloven gælder selvfølgelig også her, men når det handler om almindelige knive, er det eget hjem, hvor man ikke kan tage tingene fra folk.

- Så det er kombinationen af de to ting, hvor borgeren kan eksplodere pludseligt, og midlerne han kan bruge undervejs er til rådighed.

- Derfor handler det her både om, at vi får givet mennesker det rigtige tilbud, som passer til deres diagnose og tilstand.

- Der har vi i øjeblikket alt for mange sager, hvor vi kun ser toppen af isbjerget. Jeg er sikker på, at vi har mange steder med vold og trusler, som ikke kommer frem, fordi man fra ledelsens side siger, at der er tavshedspligt. Eller at man i fællesskab bliver enige om, at det er jo normalt, fordi det er syge mennesker, og det vil vi man ikke blæse op.

- Og man kan ikke håndtere situationen i dag. Slet ikke på en måde, hvor der skabes sikkerhed for de øvrige beboere og de ansatte.

- Vi går jo helt tilbage til 2012, hvor pårørende og ansatte ved hvert drab konstaterer, at der bliver gjort for lidt, og det sker for langsomt. Kan man strække det til at sige, at det nærmest er forgæves, at de her mennesker er døde?

- Vi har haft de samme diskussioner i alle årene. Så det giver jo et billede af, at dem, der faktisk kan træffe beslutninger, der ændrer på tingenes tilstand, de tænker i virkeligheden, at ’sådan er det’. At det er risikoen i et kvindefag, hvor ’det koster nogle øretæver i ny og næ – men forhåbentligt bliver de ikke slået ihjel eller til krøbling’.

- Så der findes enten en helt uansvarlig passivitet eller bevidst spekulation i, at det finder personalet sig nok i.

- Hvad mener du, at svaret er?

- Det ligner efterhånden spekulation. Der er jo ikke længere nogle beslutningstagere, der kan være i tvivl.

- Vi har banket på alle de døre, vi kan. Og råbt ind af alle de vinduer, vi kunne finde. Det her er kun et spørgsmål om, hvornår vi får det sjette drab. Ikke om, men hvornår.

- Hvad skal der så til for, at der ikke kommer et nyt drab?

- Regeringen har jo lovet at komme med et udspil her sidst i august. Jeg forventer ikke, at der kommer et udspil om, at nu skal problemet kulegraves eller analyseres.

- Der er nemlig snakket nok om det her, og vi vader i problemer og viden om sagen. Det er handlinger, vi har brug for.

- Spørgsmålet er så, hvor vidtgående de bliver. Der er brug for et udspil, hvor der kommer flere hænder til arbejdet i både psykiatrien og på bostederne. Men også hvordan vi får flere sengepladser på de psykiatriske afdelinger. Ellers vil man fortsat spille bold med psykisk syge mennesker, deres pårørende og de ansatte.

- Der er også brug for seriøst at drøfte en tredje model, hvor der findes institutioner, som ligger mellem et bosted og en psykiatrisk afdeling, hvor der må anvendes magt. Så kan man flytte og henvise borgere, man i dag står magtesløse over for.

- Hvis der – Gud forbyde det – sker et sjette drab, hvem skal den dag tage ansvaret på sig?

- Jeg har sammen med FOA lagt os meget i selen for, at vi ikke kan blive beskyldt for, at vi kunne have forhindret noget, hvis vi havde råbt højere.

- Så mit bud er, at det må beslutningstagerne tage ansvaret for. Og jo længere de venter, jo større sikkerhed er der for, at der sker et sjette drab – og jo mere vil pilen pege direkte på dem.

Ubegrænset Sport
Ekstra Bladet
Så løber du aldrig tør
79
,-
/md.

Mere fra Ekstra Bladet+

Hjælp danskeren – sænk afgiften på benzin

Udforsk Ekstra Bladet+

Hvilke nyheder skal vi vise her?

Med en gratis bruger kan du selv vælge!
Så er du altid opdateret på lige præcis det, der interesserer dig. Læs mere

Brugervilkår - Har du en bruger? Log ind

Udforsk Ekstra Bladet+