Twitter har skjult et af Donald Trumps tweets.
Donald Trump, der udover at være USA's præsident er notorisk kendt for sin gebærden på Twitter, har med et tweet nemlig overtrådt Twitters retningslinjer.
Twitter har derfor skjult tweetet på sådan en måde, at man aktivt selv skal til klikke 'vis', hvis man vil læse hans tweet.
Det oplyser Twitter selv på Twitter.
Twitter har vurderet, at Donald Trump bryder retningslinjerne, fordi han potentielt råder de amerikanske borgere til at stemme to gange.
'Vi har placeret en 'public interest notice' på dette Tweet for overtrædelse af vores politik for borgerintegritet, specifikt for at opmuntre folk til potentielt at stemme to gange', skriver Twitter Safety.
I det tweet, der nu er skjult, skriver Donald Trump sådan her:
'NORTH CAROLINA: For at være sikker på, a din stemme bliver optalt, skal du underskrive og sende den ind TIDLIGT. Når stemmestederne åbner, så gå der hen og se, om stemmen er OPTALT. HVIS IKKE, STEM!'
Det er ikke første gang, Twitter markerer Donald Trumps tweet som værende i strid med det sociale medies retningslinjer.
Eksempelvis i juni blev et tweet skjult, fordi Donald trump truede demonstranter i Washington D.C. med brug af magt.
Amerikanerne skal stemme til præsidentvalget 3. november.