Dong-Henrik tjener 16 millioner: Jeg har mit på det tørre

Henrik Poulsen - topchef i Ørsted - må sætte handling bag ordene, når han peger på det problematiske i den øgede ulighed, lyder det nu fra flere steder

Topchefen i Ørsted, Henrik Poulsen, mener, at den øgede ulighed skaber populisme, men nu peger flere på, at han som en del af eliten og med en årsløn på 16 millioner må sætte handling bag ordene. Arkivfoto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix
Topchefen i Ørsted, Henrik Poulsen, mener, at den øgede ulighed skaber populisme, men nu peger flere på, at han som en del af eliten og med en årsløn på 16 millioner må sætte handling bag ordene. Arkivfoto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix

Nok er det modigt og opsigtsvækkende, at topchefen i Ørsted - tidligere Dong - Henrik Poulsen, taler om øget ulighed, mens hans egen løncheck årligt lyder på 16 millioner kroner, men det er også for letkøbt at sige det uden at sætte handling bag ordene.

Sådan lyder det nu fra en ledelsesprofessor og et medlem af Folketinget, efter Berlingske har bragt et interview med topchef Henrik Poulsen.

Topchefen bliver nemlig slet ikke spurgt ind til, hvordan han kan forsvare sin løn, eller hvordan han ser problemerne løst, lyder kritikken fra Anders Drejer:

- Der mangler det helt essentielle spørgsmål, hvad vil du gøre ved det?

- Jeg hæfter mig ved, at man ikke har spurgt ind til, om han selv kan forstå størrelsen på sin egen løn. Og hvad han mener, at man skal gøre ved den stigende ulighed - eksempelvis om man skal sænke topniveauet eller hæve bundniveauet, siger Anders Drejer.

Han peger dog på, at det er opsigtsvækkende, at topchefen i det hele taget går ind i diskussionen.

- Jeg har tidligere efterlyst, at der er nogle topchefer, der siger deres meninger, fordi det er for let at putte sig. Så jeg synes, det er flot, at han gør det, siger Anders Drejer, der er professor ved Institut for Økonomi og Ledelse på Aalborg Universitet, og fortsætter:

- Det er meget unikt. Jeg kan næsten ikke komme på nogen fortilfælde. Det er ikke noget, der sker hvert år.

I interviewet peger topchefen på, at der er kommet mere populisme på grund af øget ulighed.

- Også i Danmark har ti procent af befolkningen oplevet stigninger i formuerne, der væsentligt overstiger reallønsudviklingen i resten af befolkningen. De, der har, har fået mere. Samtidig er det de dårligst stillede befolkningsgrupper, der har haft den dårligste udvikling i disponibel indkomst.

Årsløn grænsen til det vanvittige
- Jeg tror, at der er en udbredt accept i befolkningen af, at nogle gerne må tjene mere end andre, der skal være en vis dynamik og virkelyst i et samfund. En forståelse for, at den private sektor skal kunne finansiere den offentlige. Men vi skal være påpasselige, og vi skal sikre en dialog, hvor vi arbejder sammen om at finde disse balancer. Den dialog er presset og er blevet endnu mere presset de seneste år, siger han.

Omkring sin egen løn siger Henrik Poulsen:

- Jeg er topchef i en C25-virksomhed. Jeg tjener en årsløn, som jeg godt kan forstå, folk synes er på grænsen til det vanvittige. Folk vil sige, at jeg har mit på det tørre, det er let for mig at have alle disse rigtige meninger.

Får ros af Enhedslisten
Enhedslistens erhvervsordfører, Pelle Dragsted, roser ligeledes Henrik Poulsen for at gå ind i debatten, men folketingsmedlemmet efterlyser samtidig handling bag ordene. Blandt andet peger han på, at Ørsted er medlem af Dansk Industri, der ikke ønsker en større omfordeling, så de rige betaler mere i skat.

- Han peger på, at nogle af de populistiske og antidemokratiske bevægelser vinder frem på baggrund af uligheden.

- Jeg synes, at det er positivt, at han er kommet frem til den erkendelse.

- Men det er klart, at en ting er ord og noget andet er handling.

- Vi har brug for en elite, der sætter det igennem, der hvor de har magt og indflydelse. Eksempelvis i arbejdsgiverorganisationer, siger han.

Dong oplyser, at Henrik Poulsen ikke har yderligere at tilføje.

kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen