DR kæmper for 'Disney Sjov': Der er ingen plan B

DR forhandler netop nu med Disney om at få lov til at fortsætte børnenes elskede fredagsklassiker, der har været på programmet i 27 år

Disney og DR lægger arm om fredagens fremtidige tegnefilmtilbud. Foto: Disney
Disney og DR lægger arm om fredagens fremtidige tegnefilmtilbud. Foto: Disney

Hvis der er to ting, man i børnefamilierne i kongeriget Danmark er enige om, når det bliver fredag, og klokken bliver 19, så er det, at der skal slik på bordet, og der skal tændes for 'Disney Sjov' på DR1.

Sådan har det været siden 1992, men hvis DR og Disney ikke formår at nå til enighed, inden 2019 bliver til 2020, er det slut med den ugentlige dosis licensfinansieret Disney.

Hos DR er der både lyst og vilje til at fortsætte med de kulørte løjer, men det kræver, at forhandlingerne med underholdningsgiganten Disney endnu engang falder heldigt ud.

Og det ser ud til at blive sværere i år, fordi Disney for nylig annoncerede deres egne ambitiøse planer for deres indhold, der snart kommer bag betalingsmur i form af streamingtjenesten Disney+.

'Troldspejlets' vært Jakob Stegelmann har arbejdet med 'Disney Sjov' i mange år, hvor han blandt andet udvælger, hvilke film der skal vises. Foto: Miriam Dalsgaard
'Troldspejlets' vært Jakob Stegelmann har arbejdet med 'Disney Sjov' i mange år, hvor han blandt andet udvælger, hvilke film der skal vises. Foto: Miriam Dalsgaard
 

- Det er helt klart, at deres streamingtjeneste er et sted, hvor de vil anbringe mange ting. Men situationen er den, at vi i øjeblikket ikke er orienteret om nogen ændring. Mere kan jeg ikke sige om vores forhandlingsposition i forhold til Disney. Men det er rigtigt, at der i år er et ekstra element at forholde sig til - en ekstra ubekendt - i form af deres streamingtjeneste, siger Jakob Stegelmann fra DR, der er ansvarlig for 'Disney Sjov', og fortsætter:

- Jeg har bemærket, at nogle mener, at det betyder, at de kommer til at trække alle programmer for at kunne overtale folk til at søge over på deres egen streamingtjeneste i stedet for, men det er ikke noget, jeg har konkret viden om på nuværende tidspunkt.

- Forhandlingerne er i gang netop nu, så om der sker noget særligt i år, ved vi ikke. Og selvom jeg aldrig har kunnet lide at sige det, så har 'Disney Sjov' jo altid været i fare, da der har været nye forhandlinger hvert andet år.

Rip, Rap og Rups nye eventyr i 'Ducktales' er blandt de film, der for tiden kan ses om fredagen, når DR viser 'Disney Sjov'.
Rip, Rap og Rups nye eventyr i 'Ducktales' er blandt de film, der for tiden kan ses om fredagen, når DR viser 'Disney Sjov'.

Benhårde forhandlinger
Jakob Stegelmann, der de seneste mange år har stået for at udvælge indholdet til 'Disney Sjov', påpeger, at forhandlingerne også tidligere har været langstrakte.

- Vi håber hvert år, på at det lykkes, men der har da også været en enkelt gang, hvor vi skulle helt frem til 30. december, før kontrakten blev underskrevet, så vi rent faktisk ikke vidste, om der ville komme 'Disney Sjov' fredagen efter nytår. Det var en svær viden at ligge inde med, griner Jakob Stegelmann og tilføjer:

- Min personlige holdning er, at jeg gerne vil fortsætte med at lave 'Disney Sjov', men på dette tidspunkt hvert andet år begynder forhandlingerne mellem Disney og DR, som jeg er med i. Der er altid en fare for, at forhandlingerne ikke fungerer, da der både skal forhandles pris, betingelser, og hvilke serier man kan få. Hvert år er der nye ting, der gør sig gældende. Der kan være mange knaster. Disney Channel startede jo også i sin tid, så det er jo aldrig til at vide, hvordan det kommer til at gå. Alt kan ske, kan man sige.

Hvad er jeres plan B, hvis forhandlingerne med Disney ikke falder ud til DR's fordel?

- Der er ingen plan B. Det må vi se på, hvis der skulle ske noget. Historisk set - tilbage i slutningen af 90'erne - har der været en enkelt gang, hvor forhandlingerne gik så meget i stykker, at der var et ophold, hvor vi så satte nogle andre tegnefilm på. Erfaringerne med det var, at selvom det var rigtig godt, så var det ikke Disney.

Disney: Ingen kommentarer

I et skriftligt svar til Ekstra Bladet oplyser Disney, at de ikke ønsker at udtale sig om de igangværende forhandlinger i forhold til 'Disney Sjov' eller fortælle, hvad den snarlige, danske lancering af Disney+ i givet fald har af betydning i denne sammenhæng

- Det er ikke noget vi udtaler os om. Vi udtaler os ikke om forhandlinger eller aftaler, lyder det kortfattede svar fra underholdningsgiganten.

Star Wars, superhelte og naturprogrammer

 

 

I USA bliver Disney+ tilgængelig fra 12. november og kommer til at koste 6,99 dollars om måneden, hvilket svarer til cirka 45 danske kroner.

Hvad tjenesten kommer til at koste, når den lanceres i Danmark, vides ikke.

Efter lanceringen på hjemmebanen i USA er planen, at Disney+ skal rulles ud i Europa og dermed Danmark i slutningen af 2019 eller senest i begyndelsen af 2020.

På Disney+ vil man kunne streame indhold fra de indholdsuniverser, der er inkluderet i Disneys portefølje, der inkluderer blandt andet Marvel, Pixar, Star Wars og National Geographic.

Disney på dansk tv

'Disneys Juleshow'  med Jesper Fårekylling er - i lighed med 'Disney Sjov' - med årene blevet en institution på dansk tv. Foto: DR
'Disneys Juleshow' med Jesper Fårekylling er - i lighed med 'Disney Sjov' - med årene blevet en institution på dansk tv. Foto: DR
 

På dansk tv kunne man for første gang opleve en Disney-udsendelse i 1955. Programmet hed 'Disneyland' og blev sendt med enkelte pauser indtil 1968.

Mellem 1968 og 1992 var det årlige juleshow det eneste Disney-program på de danske kanaler.

Det ændrede sig i 1992, da DR gik i luften med 'Disney Sjov', der bortset fra en kort periode i 1999 har været fast indhold på DR1.

'Disney Sjov' er baseret på det amerikanske 'Disney Club'-koncept, hvor klassiske tegnefilm suppleres med nyt indhold.

I Danmark er filmene blevet udvalgt af Jakob Stegelmann, der er kendt som vært på 'Troldspejlet'.

Masser af seere

Rip, Rap, Rup og alle de andre fra Andeby og omegn har stadig en trofast fanskare på DR. Foto: DR
Rip, Rap, Rup og alle de andre fra Andeby og omegn har stadig en trofast fanskare på DR. Foto: DR
 


Friske tal fra DR's analyseafdeling viser, at der stadig er masser af seere, der tænder for 'Disney Sjov' om fredagen.

Det gennemsnitlige seertal for årets første 25 uger ligger på 332.000 og har flere uger været over 400.000.

Lægger man lørdagens genudsendelse på DR Ultra oveni, bliver tallet endnu højere.

Årets hidtidige rekord blev sat fredag i uge 1, hvor hele 464.000 så med.

Fredag er slikdag

Fredagsslik og 'Disney Sjov' er et fast ritual i de fleste danske børnefamilier. Foto: Lasse Kofod
Fredagsslik og 'Disney Sjov' er et fast ritual i de fleste danske børnefamilier. Foto: Lasse Kofod

At fredag rimer på slik i de danske børnefamilier, kan mærkes direkte på indtjeningen i de mange danske bland-selv-slikbutikker.

Det fortæller Balsam Al-Khafaji, der har været i branchen siden 1999 og til daglig langer slik over disken hos NamNam Slik i Valby.

- 50 til 60 procent af min indtjening laver jeg om fredagen. 30 procent sælger jeg om lørdagen, og resten af ugen kalder jeg 'overlevelsesdage', siger Al-Khafaji til Ekstra Bladet.

Han mener dog ikke, at det kun er på grund af 'Disney Sjov', at der bliver spist voldsomme mængder slik om fredagen.

- Jeg mener egentlig, det mere er den anden vej omkring. Forstået på den måde, at det altid har været om fredagen, man hygger sig med slik. Det er sikkert derfor, DR har lagt programmet der. De har tilpasset deres programplanlægning i forhold til den faste tradition med at spise slik

190 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere