Drama i sommerland: Rutsjebane gik i stå på toppen

Danmarks største rutsjebane gik i stå med et hold gæster fanget godt 32 meter over jorden

En tur i Djurs Sommerland plejer at være forbundet med smil og glade dage, men lørdag aften fik et hold gæster en oplevelse, de nok helst havde været foruden.

Kort før lukketid gik forlystelsesparkens største rutsjebane, Piraten, nemlig i stå lige inden dagens sidste tog nåede toppen af banen 32 meter over jorden.

- Lige nu ved vi ikke rigtig, hvad der er gået galt. Vi har fået gæsterne ud af Piraten, og så skal vi have fundet ud af, hvorfor den er stoppet, siger administrerende direktør i Djurs Sommerland, Henrik B. Nielsen.

Efter omkring 10 minutter begyndte parken ifølge direktøren at evakuere gæsterne fra rutsjebanen. Ingen kom til skade, men de uheldigste måtte tilbringe godt en halv time fastspændt i luften.

- Vi tager dem jo ud to og to, så der er nogle, der ikke har siddet der så længe, og så er der nogle, der har siddet der lidt længere tid, siger Henrik B. Nielsen.

- Folk har taget det pænt. Det er selvfølgelig træls, når forlystelsen stopper, men det er på grund af sikkerheden.

Hvis man ikke har mistet lysten til en tur i Danmarks største rutsjebane, kan man med lidt held hoppe ombord i Piraten allerede søndag.

- Vi håber, at Piraten kan åbne igen i morgen, men lige nu har første prioritet været at få gæsterne ud af forlystelsen, og så skal vi have fundet ud af, hvorfor den stoppede.

122 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere