En kæmpe eftersøgning blev iværksat, efter en australsk passager tirsdag aften faldt over bord på krydstogtskibet Quantum of the Seas.
Skibet var på vej fra Brisbane i Australien, og lidt syd for øgruppen Hawaii faldt han over bord.
Efterfølgende startede en storstilet eftersøgning blandt hele skibets besætning. Der blev blandt andet sendt seks redningsbåde i vandet, men uden held.
En passager på skibet fortæller til CNN, at besætningen gentagende gange råbte 'Oscar,' som er kodenavn for mand over bord.
- Der var store lys, der lyste havet op, fortæller passageren.
Stadig ikke fundet
Kystvagten blev efter to timer tilkaldt og et Hercules-fly blev sendt på vingerne for at lede efter manden. Efter seks timers eftersøgning onsdag suspenderede de arbejdet for at fortsætte torsdag.
Ifølge The Guardian har eftersøgningen torsdag heller ikke givet pote, og den er igen blevet supsenderet.
Det gigantiske krydstogtsskib skal efter planen lægge til i Hawaii fredag.
Skibets jomfrurejse fandt sted i 2014 fra Southampton til New York, og dengang blev det kaldt 'verdens mest moderne krydstogtsskib' med robot-tjenere og mulighed for skydiving på dækket.
Skibet er 16 etager højt og har plads til 4500 passagerer og en besætning på 1500 personer.