Drastisk vejrskifte på vej

Et lavtryk over Danmark har givet køligere temperaturer med slud, men fra næste uge vender det, lyder det fra DMI

Hør her, hvordan næste uges gode vejr kommer til at føles.

Nu kan vi snart gemme vinterfrakken helt væk og glemme alt om koldt vintervejr.

Den seneste tid har budt på lavtryk, der har bragt kolde temperaturer og slud ind over Danmark, men fra næste uge bør det være helt slut med det vinterlige vejr, lyder det fra DMI.

- Der kommer måske et lavtryk om mandagen, men ellers stabiliserer vejret sig. Der vil stadig være skyer, men vi får meget mildere forhold, roligere vindforhold og mere plads til solstråler, siger DMI-meteorolog Lisette Grenbom.

Det betyder, at der bliver skruet op for temperaturerne, som vil være lidt lunere end det normale for årstiden.

Nyt vejrskifte
Selvom vejret bliver mildere og lunere fra næste uge, så bliver det ikke for alvor varmt.

De danskere, der længes efter sommer og sol, skal  dog ikke vente alt for længe.

Et nyt vejrskifte vil nemlig ramme landet i slutningen af marts.

- Der er tydelige tendenser. Men når sådan et vejrskifte kommer, så er der også stor usikkerhed i forhold til, hvornår det kommer. Det ser ud til, at vi skal have noget mere højtrykspræget vejr. Det kan give rigtig flot solskinsvejr, varme temperaturer og meget rolige vindforhold. Det vil give et rigtig flot forårsvejr, siger Lisette Grenbom.

Hun tør ikke sige, præcis hvornår forårsvarmen for alvor rammer, men hun forventer, at det sker enten i slutningen af marts eller begyndelsen af april.

70 kommentarer
Vis kommentarer