Drastisk vejrskifte på vej

En solrig påskeuge ender i skarp kulde med mulighed for sne eller slud

Arkivfoto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix
Arkivfoto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix

Det hidtil smukke og varme påskevejr topper søndag for derefter at tage en drastisk drejning til mere vinterlige scener 2. påskedag.

Sådan lyder DMI's prognoser for det ellers fremragende påskevejr, der indtil nu har budt på høj sol og tocifrede temperaturer flere steder i landet.

- Langfredag vil fortsætte med fine temperaturer, en del sol og ikke så meget vind, men i løbet af lørdagen vil store dele af Jylland opleve perioder med nedbør, mens de østlige og sydlige egne af landet ikke skal regne med at få vand til haven, siger vagthavende meteorolog ved DMI, Jesper Eriksen, til Ekstra Bladet. 

Det ustadige vejr vil fortsætte og formentlig sprede sig søndag, men her viser DMI's prognoser også, at vi samtidig vil opleve påskens varmeste dag med temperaturer mellem 12 til 18 grader.

Herfra går det dog stærkt ned ad bakke.

- Søndag kommer der et kuldehug, fordi et lavtryk, der skal passere nord om landet, trækker en masse kold luft med sig. Så der vil det altså føles markant koldere end det, der står på termometeret.

Lavtrykket vil samtidig føre vinterlig nedbør med sig.

- Vi kan ikke afvise, at det ender i hagl, sne eller slud nogle steder i landet, men det er ikke sådan, at man skal til at finde kælken frem, siger Jesper Eriksen, der også varsler  nattefrost mellem 2.påskedag og tirsdag i næste uge.

Fra midt næste uge skulle det gode vejr komme igen, når lavtrykket har paseret.

- Så havner temperaturerne igen på et niveau i de tocifrede varmegrader, som vi ville forvente i midt april måned, siger Jesper Eriksen.