Drenge lærer bedst af droner i den virtuelle verden

Virtual reality ventes at fylde mere i skolerne - og kan være mere effektivt end traditionel undervisning

Simulerede, tredimensionelle rum i form af virtual reality kan blive en fast bestanddel af skoleelevers skemaer i en ikke så fjern fremtid.

Og når børn bliver lukket ind i en virtuel verden i skoletiden, er der stor forskel på, hvordan henholdsvis piger og drenge lærer bedst.

Det skriver Københavns Universitet på sin hjemmeside på baggrund af et studie, der omfatter 66 elever fra 7. klasse.

Undervisning ved brug af virtual reality foregår ved, at eleverne med særlige briller kan se ind i en computeranimeret verden og få adgang til steder, som de ellers normalt ikke kan komme ind til.

Eksempelvis kan de lære om menneskekroppen ved at rejse ind i blodbanerne eller om havmiljøet ved at dykke ned under havoverfladen. Alt sammen med en animeret lærer eller undervisningsassistent på sidelinjen.

Og i studiet fra Københavns Universitet har det vist sig, at drenge lærer bedst, hvis de i den virtuelle verden undervises af en robot eller en drone.

Piger får til gengæld mest ud af undervisningen, hvis deres virtuelle lærer er en ung, kvindelig figur i en hvid kittel, fortæller en af forskerne bag studiet - lektor i psykologi Guido Makransky.

- Vi kan se, at elevernes mulighed for at identificere sig socialt med den virtuelle lærer har stor betydning for elevernes udbytte, så VR-programdesignerne bør arbejde med forskellige VR-lærere til forskellige studerende, siger han.

"VR" er en forkortelse for "virtual reality".

At drenge lærer bedst ved hjælp af en drone eller robot, skyldes ifølge forskerne formentlig, at droner appellerer til drenge, der er vant til at spille computerspil, og fordi droner kan flyve eller har andre "superhelteevner".

Jo yngre eleverne er, jo vigtigere er det, at de kan spejle sig i deres virtuelle lærer, skriver Københavns Universitet.

Brug af virtual reality i undervisning er et forholdsvist uprøvet område. Derfor forsker Guido Makransky i, hvornår det er en fordel at bruge det.

- Vores undersøgelser viser, at VR-undervisning, hvor eleverne får mulighed for at træne bestemte færdigheder via simulationer, kan være mere effektivt end mere almindelig undervisning via computer eller bøger, og at det både gør eleverne mere motiverede og mere sikre på egne evner, siger han.

kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Har du en mening om Ekstra Bladet? Kom med i vores panel og del din mening med os
Nyhedsredaktør:Claus Jessen
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen