Dronningen kritiserer provo-kunst: - Det er klart at folk bliver ophidsede

- Jeg nyder den kunst, hvor man føler, ens sind bliver udvidet. Det er ærgerligt, når noget kun bliver provokerende, lyder det fra Dronning Margrethe, der ikke var særligt begejstret for det kontroversielle kunstværk i Mindeparken i Aarhus

I anledning af åbningen af Aarhus Festuge benyttede Dronning Margrethe lejligheden til at give sin mening til kende om det omstridte og omdiskuterede kunstværk i Mindeparken, hvor et større naturområde blev overmalet med akrylmaling. Her modtages dronningen af byens borgmester Jacob Bundsgaard. Foto: Anita Graversen
I anledning af åbningen af Aarhus Festuge benyttede Dronning Margrethe lejligheden til at give sin mening til kende om det omstridte og omdiskuterede kunstværk i Mindeparken, hvor et større naturområde blev overmalet med akrylmaling. Her modtages dronningen af byens borgmester Jacob Bundsgaard. Foto: Anita Graversen

Det skabte en heftig debat og stor forargelse, da kunstmuseet Aros i samarbejde med den tyske kunstner Katharina Grosse tidligere på året valgte at overmale et tusinde kvadratmeter stort stykke naturområde i Mindeparken i Aarhus med rød og hvid akrylmaling.

Det kontroversielle kunstværk ’The Garden’, som blev opført i anledning af Kulturhovedstad Aarhus 2017, blev kritiseret voldsomt af utilfredse borgere og klandret for at være miljøsvineri og vandalisme. Udstillingen havde ifølge Aros til formål at sætte fokus på ’menneskets sameksistens og syn på naturen’.

I et interview med TV 2 Østjylland giver Dronning Margrethe, der både er protektor for Aros og Aarhus som Kulturhovedstad, nu sin mening til kende om det særdeles omstridte kunstværk i Mindeparken.

- Jeg kan godt se, hvad de synes, de tror, de gør, men ligefrem at male græsset og træerne, som nu skal fældes, det er jeg ikke sikker på, er den mest fikse løsning, jeg har hørt om. Det er klart, at folk bliver ophidsede, siger Dronning Margrethe til TV 2 Østjylland i anledning af sin deltagelse ved åbningen af Aarhus Festuge.

Omdiskuteret Aros-værk får lov at blive i Aarhus

Kunstner Katharina Grosse arbejder på sit værk ved Strandvejen i forbindelse med udstillingerne The Future og The Present i Aarhus. Foto: Ida Munch
Kunstner Katharina Grosse arbejder på sit værk ved Strandvejen i forbindelse med udstillingerne The Future og The Present i Aarhus. Foto: Ida Munch
 

'Ærgerligt, når noget kun bliver provokerende'
Selv om Dronningen ikke var synderligt begejstret for det omdiskuterede værk, har hun dog samtidig forståelse for, at det var lavet for at provokere og ophidse folk.

- Men jeg tror, at de træder sig selv i ansigtet, lige så meget som værket hidser folk op, siger Dronning Margrethe.

- Jeg nyder den kunst, hvor man føler, ens sind bliver udvidet. Det er ærgerligt, når noget kun bliver provokerende, siger hun.

Borgmester diskuterer rødt kunstværk efter stærke reaktioner

Til Ekstra Bladet forklarer Aros-direktør Erlend Høyersten, at opmærksomheden og postyret omkring kunstværket 'The Garden' endte med at blive noget større, end han havde regnet med. Og masser af omtale afføder jo som bekendt også forskellige synspunkter. Men selv om man personligt føler sig provokeret af værket, betyder det nødvendigvis ikke at hensigten blot var for at provokere.

Han påpeger desuden at Katharina Grosse heller ikke ligefrem er en kunstner, der er kendt for at vække røre. 'The Garden' skulle i stedet gerne have været fortællingen om et stort og flot værk, lyder det fra Erlend Høyersten.

Kunstmuseet i Aarhus forsikrede tidligere i et skriftligt svar til Ekstra Bladet, at der var lagt en grundig plan for oprydningen af området, og at fredet natur og beplantning i området ikke ville blive påvirket.

'I forhold til oprydning er der lagt en meget grundig plan for dette, så der ikke efterlades spor i området. Denne er lavet i samarbejde med Aarhus Kommune og følger alle retningslinjer. Et professionelt firma vil stå for oprydningen. Fredet natur og beplantning i området vil ikke blive påvirket,’ lød svaret.

Det er dog imidlertid ikke alle, der deler samme synspunkt som Dronningen. Museumsinspektør ved Naturhistorisk Museum Aarhus, Morten D.D. Hansen, mener omvendt at værket var en lille genistreg.

Foto: Ida Munch
Foto: Ida Munch
 

En stor succes
Aarhus kommunes rådmand for Teknik og Miljø, Kristian Würtz (S), glæder sig dog over, at det omdiskuterede kunstværk fik sat gang i debatten, og mener i det store hele, at ’The Garden’ har været en stor succes.

- Katharina Grosses værk fik den største opmærksomhed og sat gang i en diskussion, så en helt masse mennesker kom ud og fik besøgt udstillingen. Værket har efterladt en debat og kunstoplevelse hos rigtig mange, men det forårsagede ikke nogen forurening. På den måde kan vi have en fri debat om, hvad vi synes om kunsten, men uden at være bekymret for, om naturen har lidt skade ved det. Det er vigtigt for mig, lyder det fra Kristian Würtz til Ekstra Bladet.

Oprydningen, der begyndte i starten af august, kommer til at koste i omegnen af 600.000 kroner. Et beløb, som ifølge Aros-direktør Erlend Høyersten bliver betalt af museet selv som en del af prisen for værket. Det skriver Berlingske.

Venstre kræver redegørelse for overmalet park i Aarhus