Drukspil og bodytequila før 12: - Det er verdens bedste dag

80.000 festglade mennesker deltager i Aalborg Karneval, som for de fleste starter med rundstykker og shots, før fanden får sko på

- Det fede ved karneval er, at der er så mange glade mennesker, og det er ligegyldigt, hvordan folk ser ud, smiler David Fuglsang, 24, under sin røde
- Det fede ved karneval er, at der er så mange glade mennesker, og det er ligegyldigt, hvordan folk ser ud, smiler David Fuglsang, 24, under sin røde "America"-kasket. Foto: Anders Brohus

En ting kan få nordjyske unge tidligt ud af fjerene en lørdag morgen: Det årlige karneval i Aalborg. Sambadansende damer og eksotiske rytmer fylder byen, men for de fleste handler det mest af alt om at have et brag af en fest.

Og der skal man stå tidligt op for at følge med. Ekstra Bladet fulgte i dag med en gruppe på fire mænd og fire kvinder midt i tyverne, der startede deres forfest allerede klokken 7.30 i Nørresundby.

Foto: Anders Brohus
Foto: Anders Brohus

Klokken 7.48
De første Bacardi Breezers er for længst knappet op og ryger ned sammen med morgenbrødet. Karnevalsoptoget starter tre forskellige steder i byen. I Nørresundby, hvor gruppen går fra, starter det klokken 10, men det er vigtigt at have god tid til morgenfesten.

- Så vi kan sidde stille og roligt og få en øl og en snak. Det er jo for hyggens skyld, forklarer Patrick Lyngholm, 24 (Nummer to fra højre), mens Katrine Kragh Als, 24, (yderst til højre) fortæller om folk udenbys fra, der er nervøse for risikoen for terror.

- Det har jeg aldrig været. Der er jo ikke sket noget nogensinde til karneval, og hvis man skal tænke sådan, kan man aldrig komme nogen steder, siger hun.

Foto: Anders Brohus
Foto: Anders Brohus

Klokken 8.25

Rundstykkerne er spist, og Christina Østergaard Trangeled, 25, tager en slurk af en dåseøl, mens hendes kæreste, David Fuglsang, 25, blander en drink.

- Vodka juice er jo næsten ligesom almindelig morgenmad. Altså bortset fra vodkaen, griner han.

Foto: Anders Brohus
Foto: Anders Brohus

Klokken 8.46
- Skal vi ikke spille vandfald, foreslår Frederikke Krogstrup Lildal, 24 (til højre).

Sammen med veninden Carina Nyrup Christensen, 24, finder de et sæt spillekort frem og henter reglerne på mobilen. I løbet af den næste times tid har alle otte fået en hel del alkohol indenbords på den  bekostning.

Foto: Anders Brohus
Foto: Anders Brohus
 

Klokken 9.41
- Skal vi egentlig ikke til at videre, råber en udover den nu mere højrøstede forsamling, og de finder deres kostumer frem. De følger ikke temaet "De 4 årstider", men er i stedet klædt ud som Donald Trump og mexicanere.

Foto: Anders Brohus
Foto: Anders Brohus
 

Klokken 10.27
Gruppen bevæger sammen med tusindvis af feststemte nordjyder op over Limfjordsbroen, der i dagens anledning er lukket for trafik. Der lyder en konstant klirren af glas mod asfalten, mens broen midtpå gynder under vægten af optoget.

- Vi skal ikke begynde og hoppe alle sammen lige nu, griner Frederik Thomsen, 24.

Frederik, Patrick, Jesper Ravn, 26, David, Carina, Frederikke og Christina er langt fra de eneste udgaver af Donald Trump og mexicanere i mængden.

- Jeg tror ikke, der er nogen, der bliver stødt over det. Det er jo en kæmpe folkefest, alt er sjovt. Til karneval er der bare andre regler. Her kan man nemt male sig blackface uden at støde nogen. Vi synes bare, det var sjovt og aktuelt med Trump og hans mur, siger Frederikke og bliver afbrudt af David:

- Og så var det en genial mulighed for at bygge en fed vogn med muren på.

Foto: Ekstra Bladet
Foto: Ekstra Bladet

11.17
Vi er taget i Jomfru Ane Gade for at låne et toilet. Det må man kun hvis man køber noget, og drengene er hurtige til at bestille ti tequilashots på den mexicanske temabar.

- Nu har jeg lagt krop til først, så er der også en af jer, der må gøre det, slår Katrine fast.

- Okay, jeg gør det, hvis bare jeg så for lov til at slippe for at drikke det lort, siger Jesper og hiver udklædningen over hovedet.

- Tænk at man kan holde til at drikke tre tequilashots inden 12. Det er verdens bedste dag, råber Patrick efter at have slikket salt af sin kammerats brystkasse.

Foto: Anders Brohus
Foto: Anders Brohus

12.23
Optoget når frem til et grønt område foran Kildeparken, hvor gruppen slår sig ned for at drikke resten af de litervis af alkohol, de har haft med i vognen. Flere andre støder til og napper en af deres medbragte pizzasnegle.

- Det er jo en del af spændingen og se, om man kan holde helt til at tage i Gaden i aften. Men nu har vi jo taget en madpakke med i år, griner Frederikke.

Fakta: Aalborg Karneval

I år deltog 85.000 i selve optoget

Aalborg Karneval er blandt de 10 største karneval i verden og er Nordeuropas største karneval

Det er 37. gang Aalborg ligger gader til karneval

Karnevallet finder altid sted i den sidste uge af maj måned

Over 1500 frivillige hjælper hvert år til

I alt besøger mellem 200.000 og 300.000 Aalborg Karneval i løbet af ugen

Skuespiller Peter Mygind er årets karnevalskonge

(Kilde: Foreningen Aalborg Karneval og Nordjyllands Politi)

20 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere