DSB-ansatte genoptager arbejdet

Først tirsdag morgen er togtrafikken tilbage i normal drift, oplyser DSB

Hvordan får du refunderet dine penge, og hvornår bliver togdriften igen normal? Informationschef for DSB Tony Bispeskov giver svarene her.

Togansatte hos DSB har genoptaget arbejdet efter en arbejdsnedlæggelse, der har stået på siden tidligt mandag morgen.

Det oplyser informationschef Tony Bispeskov fra DSB.

- Sagen er den, at vores kørende personale på både S-togsnettet og fjern- og regionaltogene på den østlige del af landet begynder at vende tilbage til arbejdet.

- Derfor er vi begyndt at genoprette trafikken, siger Tony Bispeskov.

Han fortæller, at der er et langt efterslæb, som betyder, at trafikken først vil være tilbage i normal drift tirsdag morgen.

Omkring klokken 15 kører S-togene og togene ved Kystbanen på nedsat drift hver 20. minut, mens fjern- og regionaltogene kører på timebasis.

- Det er vigtigt for os at understrege, at det er meget stille og roligt. Det skal forstås på den måde, at vi ikke umiddelbart kan genoptage den normale køreplan for eftermiddagsmyldretiden, lyder det fra Tony Bispeskov.

Lang uenighed
Striden skyldes uenighed mellem DSB og de ansatte om de fremtidige ansættelsesforhold.

Mandag eftermiddag afgjorde Arbejdsretten, at arbejdsnedlæggelsen var overenskomststridig.

- Vi har fået et påbud om at skrive til vores medlemmer, at de skal genoptage arbejdet og holde det normaliseret. Jeg kan i øvrigt forstå, at de har genoptaget arbejdet, som jeg er orienteret lige nu, sagde formanden for Dansk Jernbaneforbund, Henrik Horup, kort efter han trådte ud af arbejdsretten ved Nyhavn i København.

Luften har været iskold mellem DSB's ledelse og Jernbaneforbundet i forhandlingsprocessen, og ledelsen i DSB mener, at Jernbaneforbundet i deres retorik har været medvirkende til, at de ansatte nedlagde arbejdet.

Men det afviser Henrik Horup på det kraftigste.

- Det bestrider jeg. Det mener jeg ikke vi har. Vi kender ikke til den her arbejdsnedlæggelse, hvem der skulle stå bag den, og vi vil ikke have noget med det at gøre. Det gør vi altså ikke den slags.

- DSB's ledelse kritiserer din retorik og siger, du er med til at puste til den her arbejdsnedlæggelse, og du også bærer et ansvar. Og de vil forfølge den sag videre. Hvad siger du til det?

- Det må jeg afvente og se, om de vil. Men så må jeg sige: Ja, retorikken er hård, men det er nu engang den måde, vi kommunikerer på, og det har vi altid gjort. Men hvis vi snakker retorik, så synes jeg det er nogle voldsomme anklager, der er kommet i DSB's pressemeddelelse, siger Henrik Horup.

Færre tillidsfolk
Forholdet mellem DSB og lokoførerne har været kørt af sporet, siden DSB i slutningen af 2017 løsrev sig fra de statslige overenskomster og meldte sig ind i Dansk Industri.

Siden har DSB opsagt en række lokalaftaler om arbejdstid. Det er ifølge avisen.dk forhandlinger om disse aftaler, der volder kvaler, og som har ført til flere arbejdsnedlæggelser blandt DSB-medarbejdere.

DSB har ønsket antallet af tillidsfolk reduceret markant, og i november gik Dansk Jernbaneforbund med til at gå fra 99 til 41 tillidsrepræsentanter.

Men fordi de øvrige aftaler om DSB-medarbejdernes fremtidige vilkår ikke er på plads, har forbundet endnu ikke villet skrive under på aftalen om færre tillidsfolk.

Aftalen skulle træde i kraft mandag.

71 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere