DSB-ansatte nedlægger arbejdet: Her kører der færre tog

Der kører færre tog på Sjælland torsdag morgen på grund af en arbejdsnedlæggelse, oplyser DSB

Man skal forvente forlænget rejsetid torsdag efter en arbejdsnedlæggelse blandt DSB-ansatte. Foto: Ernst Van Norde
Man skal forvente forlænget rejsetid torsdag efter en arbejdsnedlæggelse blandt DSB-ansatte. Foto: Ernst Van Norde

En arbejdsnedlæggelse blandt DSB's klargøringspersonale medfører, at ikke alle tog på Kyst- og Øresundsbanen kører torsdag morgen. Det oplyser DSB.

Togene vil køre på banen hvert 20. minut med stop ved alle stationer i stedet for seks gange i timen som normalt.

Der kan på resten af Sjælland også ske enkelte aflysninger.

- En overenskomststridig arbejdsnedlæggelse blandt vores klargøringspersonale betyder, at vi ikke kan køre alle tog her til morgen flere steder på Sjælland, skriver DSB på sin hjemmeside.

Arbejdsnedlæggelsen kan få yderligere konsekvenser for trafikken dagen igennem, oplyser DSB.

Derfor opfordrer DSB alle rejsende til at tjekke ændringer på Rejseplanen.

DSB kan endnu ikke sige, hvornår togene på Sjælland igen kører efter planen.

Arbejdsnedlæggelsen kommer, efter at stationsbetjentene i DSB Vedligehold A/S torsdag morgen har holdt et fagligt møde.

Det skyldes frustrationer over igangværende lønforhandlinger mellem de ansatte og ledelsen i DSB Vedligehold A/S. Det oplyser stationsbetjentene i en pressemeddelelse.

- Udover frustrationer omkring lønforhandlinger hober det sig generelt op hos de ansatte, der blandt andet dagligt oplever personalemangel på grund af manglende ansættelser, og det selvom ledelsen har været klar over problemet lang tid i forvejen, lyder det i meddelelsen.

129 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere