DSB bagage-koks: - Skal min syv-årige søn sove på gaden?

Harry Nielsen og søn må se langt efter deres bagage med tøj, nøgler og hjertemedicin. Kufferterne er låst inde i en DSB-bagageboks, som ikke vil åbnes. Kundeservice beder ham vente til i morgen

Efter en tur på sygehuset kunne Harry Nielsen konstatere, at bagagen ikke ville ud. Privatfoto
Efter en tur på sygehuset kunne Harry Nielsen konstatere, at bagagen ikke ville ud. Privatfoto

Nogle hyggelige dage med besøg hos venner og familie i Esbjerg har fået en dårlig start for Harry Nielsen og hans syv-årige søn.

Deres kufferter har brugt en stor del af dagen i DSBs bagageboks på Esbjerg Banegård, og det har ikke været muligt for ham at låse den op.

Selvom maskinen siger, at lågen er låst op, når han taster den udleverede kode.

Efter flere samtaler med forskellige af DSBs kundeservicemedarbejdere er han ikke kommet tættere på en løsning.

Kom tilbage i morgen
For de fleste er det måske ikke et problem at undvære deres kufferter en enkelt dag på ferien, men det er særligt presserende for Harry og søn.

Nøglerne til deres Airbnb-lejlighed og Harrys hjertemedicin er nemlig også låst inde i boksen. Men den information kunne heller ikke få kundeservice til at åbne boksen på Esbjerg Banegård.

- De foreslog mig, at vi kunne vente til halv fem i morgen tidlig og håbe på, at nogen af de DSB-medarbejdere, som møder ind på stationen kunne hjælpe os, siger Harry Nielsen.

- Hvad så med min dreng? Skal han sove på gaden? Vi kan, da ikke stå ude på gaden hele natten.

De to fik heldigvis adgang til deres Airbnb-lejlighed, efter noget tid, da de fik fat i udlejeren. Men bare fordi de ikke skulle sove på gaden forsvandt bekymringerne ikke.

- Min medicin ligger i kufferten, der sker ikke noget ved, at jeg mangler den i et par timer, men hvis jeg får ondt i, så er det livsnødvendigt, at jeg får min hjertemedicin, siger Harry Nielsen.

Harry fortæller, at medarbejderne ikke var overraskede over, at maskinen ikke virkede.

Den var nemlig fejlmeldt i forvejen, der var dog ingen der havde skiltet. Og maskinen havde heller ingen problemer med at tage imod Harrys betalingskort, da kufferterne blev afleveret.

For at gnide ekstra salt I såret bliver Harry informeret om, at han ville skulle betale for et ekstra døgns opbevaring af kufferten, såfremt han ikke kunne få sin bagage ud af boksen, inden klokken ni næste morgen.

Han skal da have sin kuffert
DSBs pressevagt er uforstående overfor situationen.

- Det lyder irriterende ikke at kunne få fat i sin bagage, og det skal han selvfølgelig have, siger DSBs pressevagt.

Efter Ekstra Bladets henvendelse har DSB fået fat i en medarbejder, som kan åbne bagageboksen og transportere kufferterne ud til Harry.

DSBs pressevagt melder videre om, at det ikke længere vil være muligt for pendlere at låse deres tasker inde i bagageboksen på Esbjerg Banegård.

Ligesom, at der fremover vil blive skiltet, så andre ikke kommer galt afsted.

Pressevagten vil ikke udtale sig om, hvorfor det skal være nødvendigt at kontakte presseafdelingen for at få kufferterne ud af boksen.

72 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere