DSB: Færre tog over hele landet

Der kører færre tog over hele landet fra i dag

Skulle du være i tvivl om, hvordan du skal gebærde dig i det offentlige rum, gav Mette Frederiksen et par ord med på vejen på et pressemøde 17. marts. Video: Anthon Unger, Ritzau/Scanpix. Redigering: Martin Ekelund.

Fra mandag den 23. marts begynder DSB at køre efter en reduceret køreplan, som gradvist vil gælde for hele landet.

Det skriver DSB på deres hjemmeside.

'Det skyldes dels, at antallet af passagerer i togene er faldet til langt under det normale, dels at vi må tilpasse køreplanerne, så de er mere robuste overfor sygemeldinger blandt vores personale', står der på hjemmesiden.

Den reducerede køreplan gælder både for S-tog samt fjern- og regionaltog.

For S-togene gælder, at linje A, B og C kører hvert 20. minut. Linje F kører hvert 10. minut.

Som udgangspunkt kører regionaltogene én gang i timen. I myldretiderne kører der så vidt muligt ekstra tog.

På Kystbanen mellem København H og Helsingør kører togene hvert 20. minut og standser ved alle stationer undervejs.

Der er desuden nu krav om pladsbillet til alle fjern- og regionaltog med undtagelse af Øresundstogene mellem Helsingør, København H og Malmø C.

- Det her krav om pladsbillet, det handler om, at skal man rejse med InterCity, InterCityLyn eller regionaltog, så skal man have pladsbillet. Det er gratis. Når man søger sin rejse, så kan man klikke ja til pladsbillet til specifik afgang. Det er en måde at sikre, at vi ikke får flere med, end vi har plads til i forhold til de nye krav. Det er nødvendigt at have en pladsbillet, når der kommer kontrol, siger DSB's informationschef Tony Bispeskov til Ekstra Bladet.

- Vi kan komme i situationer, hvor vi kan blive nødt til at afvise folk. Vi oplever dog generelt, at folk er gode til at købe pladsbillet. Vi kan også se, at mange har lyttet til rådet om at søge væk fra myldretiden, siger han.

Desuden oplyser informationschefen, at man generelt har under 15 procent af det normale antal passagerer. På enkelte afgange er man helt nede på tre og fire procent.

I skriver, at I så vidt muligt vil indsætte flere tog i myldretiden. Er det overhoved muligt? I skriver jo også, at de færre afgange skyldes flere sygemeldinger?

- Der er sporarbejde flere steder i øjeblikket, og derfor er der nogle begrænsninger for, hvor mange tog vi kan køre. Vi har været i en situation, hvor vi har markant færre kunder, og derudover har vi personale, der er ude blandt kunder, og derfor har vi også sygemeldinger. I sidste uge var der et tidspunkt, hvor vi havde en tredobling af antallet af sygemeldinger. Nu er vi begyndt at kunne se en forbedring, siger Tony Bispeskov.

33 kommentarer
Vis kommentarer