Fra onsdag 12. august bliver der igen krav om, at passagererne skal have pladsbillet, hvis de kører med DSB's intercity eller intercity lyn.
Det bekræfter Tony Bispeskov, informationschef, DSB, over for Ekstra Bladet.
- Vi får det implementeret fra onsdag i næste uge. Vi går nu i gang med at tilrette vores systemer og informationer til passagererne, så det fra onsdag vil være mulig at få gratis pladsbillet, siger han.
Det sker efter, at transportminister Benny Engelbrecht (S) i dag har krævet pladsbilletten tilbage.
- Det er sådan, at Sundhedsstyrelsen har anbefalet, at folk ikke står op i togene på de lange ture, så man kan holde behørig afstand. Derfor har jeg bedt DSB genindføre kravet på de lange ture, siger han til Ritzau.
For nuværende har DSB ikke tænkt sig at indføre mundbind for passagerer og personale på den landsdækkende trafik, lyder det til Ekstra Bladet.
- Men vi følger hele tiden anbefalingen fra sundhedsmyndighederne. Og det er klart, at hvis det kommer på tale, at det bliver et krav, så følger vi det. Så vil følger dialogen med sundhedsstyrelsen, siger Tony Bispeskov.