DSB i intern sms: Flygtninge uden billet kører gratis med tog

Statsbanerne lader flygtninge rejse gennem Danmark uden betaling, hvis de ikke har billet - det fremgår af intern kommunikation

DSB lader nu flygtninge kører gratis i tog gennem Danmark.Her ses en gruppe flygtninge på Padborg Station. (Video: Ernst van Norde)

Togførere har fået en direkte ordre om at se stort på flygtninge uden billetter, som i disse timer bevæger sig med tog igennem landet.

Det provokerer en togfører, som Ekstra Bladet har talt med.

- Jeg kan godt se det menneskelige i det, og vi skal selvfølgelig hjælpe flygtninge. Men det kan blive problematisk for os, hvis vi skal udstede en bøde til 'Anders Hansen', mens en gruppe flygtninge ved siden af bare får lov at køre gratis, siger togføreren, som af frygt for at miste sit job ikke ønsker sit navn frem.

Se også: Kvinde skal i fængsel for 212 togture uden billet

Ekstra Bladet er i besiddelse af de to beskeder, DSB har sendt ud fra driftscentret om at lade tusindvis af flygtninge køre gratis igennem landet:

'Info: Der kan være mange flygtninge uden gyldig billet i togene fra grænserne mod København. Vi anbefaler, at I ser stort på det for at få løst den nuværende ophobning af mennesker ved grænserne. Venlig hilsen DCDK', lød det i en sms til DSB-ansatte klokken 06.03 torsdag morgen.

Sms'en er blevet fulgt af en mail, hvor den direkte opfordring til togførerne lyder, at flygtninge ikke skal have bøder.

Togføreren kan sagtens forestille sig, at han selv ville udvise konduite og lade en flygtningefamilie slippe for en afgift, men bryder sig ikke om den lodrette ordre:

- For det første er det svært for os at vurdere, om der er tale om flygtninge. Det kan man jo også bare sige, man er. Vi risikerer at få nogen på hovedet. Hvis de vil udover de problemer, det her kan skabe for togførerene og mulighederne for, at nogen bruger det her til at snyde, så kunne de indsætte et særtog til at fragte flygtninge gratis igennem landet.

- Det er en ekstraordinær situation, vi står i, siger Anette Haugaard, underdirektør i DSB, til Ekstra Bladet.

- Vi har af politiet fået at vide, at vi kan forvente mange flygtninge vil tage ordinært tog fra Lolland til København.

- Derfor har vi helt ekstraordinært bedt vores personale udvise kunduite, siger underdirektøren.

Hun tilføjer, at det er DSB's foreløbige erfaring, at flertallet har købt gyldigt rejsehjemmel.

240 kommentarer
Vis kommentarer