DSB indgår aftale med ansatte: Sådan påvirker det togdriften

DSB og Dansk Jernbaneforbund indgår aftale om tillidsmænd

Der kommer ingen strejke mandag, som det ellers har forlydt. Foto: Olivia Loftlund
Der kommer ingen strejke mandag, som det ellers har forlydt. Foto: Olivia Loftlund

DSB og Dansk Jernbaneforbund har indgået aftale om at indsætte tillidsrepræsentanter som hidtil. Dermed kommer der ikke strejke mandag, lyder det fra den fraktion af ansatte, der sidste mandag strejkede.

'Det er med glæde, at medarbejderne i DSB kan meddele offentligheden, at arbejdet IKKE nedlægges mandag d. 8. april 2019,' skriver de ansatte i en pressemeddelelse sendt til Ekstra Bladet.

I et nyhedsbrev oplyser Dansk Jernbaneforbund, at der er indgået en aftale:

'Som led i parternes intensiverede forhandlinger er der enighed om, at de pr. 31. marts 2019 ophørte tillidsrepræsentanter fortsætter deres hverv frem til 1. juni 2019. Samtidig er der enighed om, at 'Protokollat om aftale om samarbejde og tillidsrepræsentanter i DSB SOV" af 15. november 2018 betragtes som et delforlig, der i overensstemmelse med hovedorganisationernes tillægsaftale af 5. april 2019 ikke gøres til genstand for en fornyet forhandling.'

Ingen kommentarer fra DSB
DSB oplyser gennem presseafdelingen, at det statslige selskab ikke har nogen kommentarer. Derimod henvises til en fælles meddelelse, der tidligere i dag blev sendt ud sammen med Dansk Jernbaneforbund. Heri lød det:

'Det blev aftalt, at DSB og Dansk Jernbaneforbund i dag går ind i en ny intensiveret forhandlingsproces med henblik på at indgå lokale aftaler for lokomotivpersonale og togpersonale. Derudover skal tilpasningsforhandlingerne for stationspersonalet færdiggøres. Det første forhandlingsmøde afholdes i eftermiddag.'

'Parterne er enige om, at forhandlingerne bliver afsluttet senest 1. juni 2019. Parterne er derudover enige om, at det er særligt afgørende, at arbejdet holdes normaliseret i forhandlingsperioden, og at parterne afstår fra offentlig kommunikation om forhandlingerne.'

De ansatte håber nu, at konflikten kan lægges ned, men der er dog stadig en slet skjult trussel i pressemeddelelsen:

'Medarbejderne i DSB byder de nye forhandlinger velkommen, men gør samtidig opmærksom på, at vores tålmodighed er opbrugt!'

 

Pressemeddelelsen som de ansatte har sendt til Ekstra Bladet.
Pressemeddelelsen som de ansatte har sendt til Ekstra Bladet.
 

Her er knasterne i DSB-forhandlinger med personale

En flytning af lokomotiv- og togføreres overenskomst til Dansk Industri i 2017 er kernen i DSB-konflikt.

Fredag aften har DSB og Dansk Jernbaneforbund indgået en midlertidig aftale om at indsætte tillidsrepræsentanter som hidtil, skriver Dansk Jernbaneforbund i en pressemeddelelse.

Dermed forhindres - eller forskydes - arbejdsnedlæggelserne i denne omgang.

Omfattende arbejdsnedlæggelse lammede mandag store dele af togtrafikken i det østlige Danmark.

Der mangler fortsat en løsning på konflikten mellem lokomotiv- og togførerne og DSB, der bunder i lokalaftaler vedrørende arbejdstid.

Her er knasterne:

* Planlægning af arbejdstiden:

- Dansk Jernbaneforbund vil have, at repræsentanter for de ansatte skal være med til at planlægge arbejdet og lave vagtplaner. Det er de ifølge Dansk Jernbaneforbund med til i dag.

- DSB mener, at det er arbejdsgiveren, der skal planlægge arbejdet. Men de ansatte vil få lov til at kommentere den fremover.

- DSB foreslår et årligt seminar mellem parterne, og at de faglige repræsentanter har løbende indflydelse gennem forskellige samarbejdsudvalg.

- Dansk Jernbaneforbund forstår ikke, hvorfor der skal ændres på en model, som de mener, fungerer. De ansatte skal være med til planlægningen, fordi de arbejder alle dage året rundt på alle tider af døgnet, lyder det.

* Friweekender:

- Lokomotiv- og togførerne har 26 friweekender om året, hvor de har fri lørdag og søndag.

- DSB foreslår, at fire-fem weekender om året i stedet kan ligge fredag-lørdag eller søndag-mandag. Det bliver kaldt "skubbeweekender".

- Dansk Jernbaneforbund vil gerne beholde den gamle ordning. De mener, at det vil kunne lade sig gøre, hvis de ansatte må være med til at lave vagtplanerne.

- DSB påpeger, at der i Jernbaneoverenskomsten er mulighed for, at der kan være helt op til 16 "skubbeweekender" om året.

* Tidslommer:

- DSB foreslår, at lokomotivførerne i 30 procent af deres arbejdsdage er vagtsat i tidsintervaller og først senere får deres helt præcise arbejdstid at vide.

- For fjern- og regionaltog foreslår DSB en tidslomme på 11 timer og 30 minutter og for S-tog otte timer og 45 minutter. Senest fem dage før arbejdsdagen får man at vide, hvornår man præcist skal arbejde.

- Det ønsker Dansk Jernbaneforbund ikke, da lokomotivførerne i dag kender deres arbejdstid et år i forvejen.

* Det var man blevet enige om:

- DSB og Dansk Jernbaneforbund blev 15. november sidste år enige om en aftale, der ville nedbringe antallet af tillidsmænd fra 99 til 41. Aftalen var fra forbundets side betinget af, at man blev enige om samtlige lokalaftaler.

- Det er man ikke blevet, og derfor faldt den aftale 1. april. Fredag er parterne blevet enige om, at tillidsrepræsentanterne fortsætter deres hverv frem til 1. juni 2019.

- Parterne er i den mellemliggende periode blevet enige om en arbejdstidsaftale for togførerne på fjern- og regionaltog samt for lokomotivførerne på S-tog. Disse var dog også betinget af, at man fandt hinanden på samtlige lokalaftaler.

- En arbejdstidsaftale for lokomotivførerne, der kører fjern- og regionaltog, udestår stadig. Her er forhandlingerne brudt sammen, og aftaler på de andre områder kan derfor ikke træde i kraft.

Kilder: DSB, Dansk Jernbaneforbund.

/ritzau/

106 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere