DSB: Kæmpe ændringer i din køreplan fra i dag

Den største køreplansændring siden Storebæltsbroen åbnede i 1997: Se her, hvad det betyder for dig

(Video: DSB)

Tredje søndag i advent. Lucia-dag. Hvis du troede, at denne søndag var en af dem, hvor du trygt kunne svøbe dig i julens glade bud og lade op til endnu en arbejdsuge, så tager du grueligt fejl.

Skal du med tog eller bus i morgen, bør du allerede nu tjekke rejseplanen for at finde ud af, hvad tid morgentoget kører.

Det gælder sådan set også i dag, hvor DSB går i luften med en ny og gennemgribende køreplan og selv bekendtgør: 'Intet er, som det plejer'.

- Det er den største køreplansændring, siden Storebæltsbroen blev åbnet i 1997, siger Tony Bispeskov, informationschef i DSB, til Ekstra Bladet.

Til gengæld lover han, at køreplanen for 2016, som har fået navnet K16 er både enkel og overskuelig og let at huske. Så hvis din klæbehjerne har lagret alle relevante tog-tider, så er det om at vaske tavlen ren og begynde forfra.

Hurtigere frem med ny planlægning
I en video erkender DSB, at køreplanen ikke altid har været lige logisk:

- Hvorfor kører mit tog mon på forskellige tidspunkter i løbet af dagen, når det ville være meget nemmere at huske, hvis det altid kørte på det samme, spørger en sprød kvindestemme i kampagnevideoen.

- Og underligt nok standse det ikke på de samme stationer ud som hjem, selvom det ville være mere enkelt, nu strækningen er den samme. Jeg ved godt, at tog ikke kan overhale hinanden. Men hvis man nu planlagde det hele lidt anderledes, kunne jeg måske komme hurtigere frem, fortsætter hun.

Også på DSB's hjemmeside lyder det, at køreplanen byder på forbedringer, hvor det trængte mest:

'Fremover er der for eksempel tog hvert kvarter i myldretiderne i Østjylland, direkte tog mellem Nord- og Sønderjylland hver anden time og en besparelse på 20 minutter mellem København og Esbjerg'.

Fra Syd- og Sønderjylland kan man nu ræse cirka 20 minutter hurtigere til København H, mens man på Sjælland nu kan rejse med det såkaldte PendlerLyn-tog mellem Slagelse og København H to gange om morgenen og tre gange om eftermiddagen.

Ikke det store sus for alle
I Østjylland kører togene hvert kvarter mellem Fredericia og Aarhus H i myldretiden, ligesom DSB byder på bedre forbindelser og kortere rejsetid ved skift mellem tog og bus i landsdelen.

Mens den nye køreplan har stor betydning for landstrafikken, mærker S-togspassagererne ikke de helt store forandringer på sporene.

'Den nye køreplan er nemlig baseret på de samme enkle principper, som S-banens køreplaner bygger på. Derfor kører S-toget i K16 stort set, som det plejer', oplyser DSB, som tilføjer, at der ikke sker ændringer på Kystbanen.

Er du glad for de nye togtider? Skriv din kommentar i feltet under artiklen.

Fakta om den nye køreplan

Du kan orientere dig om ændringerne i køreplanen på rejseplanen.dk, men også se eksempler her:

Fra København:

- Ca. 20 minutter hurtigere til Syd- og Vestjylland.

- Ca. 20 minutter hurtigere med InterCityLyn til Sønderborg.

- Ca. 20 minutter hurtigere til Esbjerg med skift i Odense.

- Ca. 20 minutter hurtigere til Flensborg med skift i Fredericia.

- InterCity mellem København H og Fyn og Jylland standser i Valby hver halve time.

- Regionaltog mellem Østerport og Ringsted standser i Ny Ellebjerg hver halve time.

På Sjælland:

- EuroCity mellem København H og Hamborg standser som noget nyt i Roskilde.

- Bedre forbindelser og kortere rejsetid mellem Roskilde og Nykøbing F.

- Bedre forbindelser og kortere rejsetid mellem Nykøbing F og Kalundborg.

- Bedre forbindelser og kortere rejsetid mellem Nykøbing F og Fyn og Jylland.

- PendlerLyn mellem Slagelse og København H to gange om morgenen og tre gange om eftermiddagen.

- Regionaltog mellem Slagelse og Østerport hver time.

- Regionaltog mellem Ringsted og Østerport kører via Ny Ellebjerg i stedet for Valby. Det betyder, at kunderne i Borup, Viby Sjælland og Hedehusene ikke længere har direkte tog til Valby.

På Fyn:

- Regionaltog mellem Nyborg og Ringe hver time.

- PendlerLyn mellem Odense og København H to gange om morgenen og tre gange om eftermiddagen standser i Langeskov og Nyborg.

I Syd- og Sønderjylland:

- Ca. 20 minutter hurtigere til København H.

- Ca. 20 minutter hurtigere med InterCityLyn fra Sønderborg.

I Østjylland:

- Fire tog i timen mellem Fredericia og Aarhus H i myldretiderne.

- Regionaltog mellem Fredericia og Aarhus H standser som noget nyt i Viby Jylland.

- Regionaltog mellem Fredericia og Aarhus H standser i Børkop, Brejning, Hedensted og Viby Jylland hver halve time i myldretiderne.

- Bedre forbindelser og kortere rejsetid ved skift mellem tog og bus i Østjylland.

- InterCity mellem Aalborg og Flensborg hver 2. time.

- EuroCity mellem Aalborg og Hamborg to gange dagligt.

 Ca. 20 minutter hurtigere fra Esbjerg med skift i Odense.

- Ca. 20 minutter hurtigere fra Flensborg med skift i Fredericia.

- Bedre forbindelser og kortere rejsetid mellem Esbjerg og Sønderborg.

I Nordjylland:

- InterCity kører skiftevis mellem Aalborg og København H hver 2. time og Aalborg og Flensborg hver 2. time. InterCityLyn kører uændret mellem Nordjylland og København H hver time.

- EuroCity mellem Aalborg og Hamborg to gange dagligt.

I Midt- og Vestjylland:

- Forbindelser om morgenen er tilpasset DSB’s direkte forbindelse fra Thisted til København.

- Bedre forbindelser om morgenen ved skift i Struer, til tog mod Langå, Holstebro, København og Skjern.

- Afgange er tilpasset skoler og uddannelsers ringetider.

-  Direkte morgenafgang fra Nr. Nebel mod Esbjerg, som passer til skolestart i Varde og Spangsbjerg

- Arrivas køreplan er ændret med cirka 10 minutter for at skabe gode forbindelser til DSB’s tog i Bramming.

(Kilde: DSB og Arriva)

Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Har du en mening om Ekstra Bladet? Kom med i vores panel og del din mening med os
Nyhedsredaktør:Jakob Hansen
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen