DSB: Kort strejke kan ramme togtrafikken

Forsinkelser og aflysninger kan plage tog på Kystbanen og flere regionaltog på Sjælland tidligt mandag morgen

Rejsende på Kystbanen kan tidligt mandag morgen blive ramt af forsinkelser og aflyste togafgange.

Det oplyser DSB's informationschef, Tony Bispeskov.

Det skyldes en kortvarig melding om arbejdsnedlæggelse blandt DSB's stationsbetjente.

DSB modtog meldingen om arbejdsnedlæggelsen omkring klokken 04.30 mandag morgen, men allerede 05.30 lyder meldingen, at stationsbetjentene igen vil genoptage arbejdet.

Derfor ventes togtrafikken at være tilbage til normal drift allerede omkring klokken seks mandag morgen.

Indtil da er særligt Kystbanen ramt af aflysninger, som betyder, at togene vil køre cirka med 20 minutters mellemrum.

Men også andre regionaltog kan tidligt mandag morgen være berørt af den midlertidige arbejdsnedlæggelse. S-togene rammes ikke af situationen.

- Derfor anviser vi rejsende, at de går ind og tjekker rejseplanen mandag morgen for at være helt sikker, siger Tony Bispeskov.

Stationsbetjentene er en personalegruppe organiseret under Dansk Jernbaneforbund, som står for klargøring af DSB's toge.

Det var stationsbetjente på klargøringsstationer omkring Svanemøllen og Østerport, der kortvarigt nedlagde arbejdet i forbindelse med forhandlinger om lokalaftaler, oplyser DSB.

Dansk Jernbaneforbund undersøger baggrunden for arbejdsnedlæggelsen og opfordrer samtidigt sine medlemmer til straks at normalisere arbejdet.

Det oplyser Dansk Jernbaneforbund i en pressemeddelelse.

18 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere