DSB sender 1750 ansatte hjem med løn

DSB sender en lang række medarbejdere hjem med løn, oplyser direktør, som samtidig frygter trecifret milliontab på grund af coronakrisen

DSB har - som beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) opfordrede til - gjort brug af trepartsaftalen. Video: Ritzau Scanpix

DSB har nu valgt at benytte sig af regeringens hjælpepakke, og det offentligt ejede selskab sender nu cirka 1750 medarbejdere hjem med løn som følge heraf.

Det bekræfter DSB's adm. direktør, Flemming Jensen, over for Ekstra Bladet.

- Vi har set et massivt fald i antallet af kunder, så vi nu har noget, der ligner 15 procent af vores normale antal kunder. Og det betyder, at der er ikke behov for den kapacitet, vi normalt har.

- Efter aftale med regeringen har vi derfor lavet en justeret køreplan, der i runde tal betyder, at vi kommer til at køre 50 procent af en normal køreplan, siger han.

Naturligt
Omkring 400 af de berørte medarbejdere er ansat i DSB's kiosker, mens resten er fundet i produktionen og administrationen. Andre selskaber har valgt at fyre medarbejderne i stedet for at benytte sig af hjælpepakkerne. Men ifølge Flemming Jensen er det vigtigt, at DSB har et beredskab klar, når situationen ændres.

- Der vil være en forventning om, at når vi kommer på den anden side af krisen, og man begynder at løsne restriktioner, vil vores kunder vende tilbage. Og vi vil have behov for hurtigst muligt at genetablere en normal køreplan. Så for at sikre, at vi kan løfte vores opgave på den anden side, er denne pakke en god mulighed for os til at have et beredskab klar, når køreplanen normaliseres. Og så føler vi et ansvar for de mange dygtige medarbejdere, vi har - at vi drager omsorg for dem, når der er en krise, siger han.

- I er en offentlig ejet virksomhed. Hvorfor har I søgt hjælp i en pakke, der er målrettet det private?

- DSB er en selvstændig offentlig virksomhed. Det er fuldstændig rigtigt, at vi er ejet af staten, men vi har jo også en ganske almindelig drift som en privat virksomhed.

- Og vi er i en situation, hvor vores indtægtsgrundlag bliver eroderet. Og derfor skal vi naturligvis tilpasse vores forretning ligesom alle andre. Derfor synes jeg, at det er naturligt, at vi er omfattet af denne løsning. Også i lyset af, at vi faktisk for at løse denne samfundsopgave har en større produktion, end efterspørgslen tilsiger.

Frygter kæmpe tab
Sidste år havde DSB en omsætning på 5,4 milliarder kroner, hvilket svarer til en daglig omsætning på 14,8 millioner kroner. Med en omsætning på 15 procent vil det - uden forbehold - betyde, at DSB bløder 12,6 millioner kroner om dagen. Flemming Jensen ønsker ikke at sætte nøjagtige tal på, men han medgiver, at DSB risikere et kæmpe underskud.

- Der er ingen tvivl om, at så længe vi er i den situation, som vi er i lige nu, er der en meget stor negativ konsekvens for vores resultat. Der mangler i stor udstrækning passagerindtægterne. Vi kører en reduceret køreplan, og dermed vil vores omkostninger naturligvis også være lavere, men der er ikke en sammenhæng mellem produktion og indtægter. Så vi vil få et stort negativt resultat. Så vil det afhænge af, hvor længe perioden varer, og det vil afhænge af, hvor hurtigt vi kommer i gang igen.

Godt polstret
- Jeg vil helst ikke ud med nogle konkrete tal, men det er rigtigt, at det er et pænt trecifret millionbeløb, som vi vil have i tab på en måned, når vi kører med en drift, som vi kører lige nu.

- Hvilken situation står DSB i efter coronakrisen?

- Helt overordnet set har vi gennem de seneste snart mange år haft en sund og en god økonomi i DSB. Det betyder, at vi har et godt likviditetsberedskab, så vi er på ingen måde ude i en situation, hvor vi ikke kan betale vores regninger, lønninger eller omkostninger.

- Så vil det afhænge af, hvor længe situationen varer, og hvor stort et underskud det vil generere i år. Det vil have indflydelse på, hvordan vores nøgletal ser ud, når året er gået. Lige nu er det svært at spå om, hvordan vores egenkapital og gæld ser ud, når året er gået.

I forhold til om krisen ender med at koste arbejdspladser, svarer Flemming Jensen:

- Vi har en aftale med staten i form af en trafikkontrakt, der viser, hvilken produktion vi skal køre. Så længe vi har den kontrakt, lever vi op til vores kontraktlige forpligtelser. Det skal gøre så effektivt, som vi kan, men også så vi har et godt tilbud til vores kunder og en ordentlig service.

Roses
Dennis Alex Jørgensen, afdelingsformand HK Trafik & Jernbane, er glad for løsningen:

- Jeg vil gerne rose DSB’s ledelse for at sætte sig sammen med os faglige om at løse denne problemstilling. Det er nogle svære men nødvendige løsninger, siger han.

- Men der er også nogle dystre økonomiske udsigter. Hvad siger du til det?

- Det er stærkt bekymrende med de store økonomiske tab. Især med den prognose, der er på, hvor lang tid coronasituationen fortsætter. Derfor er det også vigtigt, at politikerne husker DSB efter coronakrisen, og at de sørger for at hjælpe med at sikre arbejdspladserne.

 

 


 

156 kommentarer
Vis kommentarer