DSB til pressede pendlere: Rejs to måneder gratis

Der er planlagt et omfattende sporarbejde på Sydbanen mellem Næstved og Ringsted på Sjælland, og derfor vil DSB kompensere de daglige pendlere på ruten

Det kommer til at tage betydeligt længere tid for pendlere at komme fra Næstved til København. Foto: Finn Frandsen / POLFOTO
Det kommer til at tage betydeligt længere tid for pendlere at komme fra Næstved til København. Foto: Finn Frandsen / POLFOTO

Hele otte måneders sporarbejde giver nu pendlerne ret til kompensation.

Fra 28. marts til 29. november lukker Banedanmark al togtransport på ruten mellem Næstved og Ringsted, og den enormt lange spærring giver pendlerne ret til høj kompensation.

De får nemlig tilbudt to måneders gratis rejse, skriver sn.dk.

Det bekræfter DSB's informationschef, Tony Bispeskov, over for Ekstra Bladet.

Togene skiftes i den pågældende periode ud med togbusser, og det giver en betydeligt længere rejsetid. Fra Næstved til Ringsted og derfra videre til København skal man eksempelvis forvente en forlænget rejsetid på 20 minutter.

- Der var oprindeligt tale om fem måneders sporarbejde, men det er blevet forlænget til otte.

- Det giver selvfølgelig noget forlænget rejsetid i forhold til skift mellem togbus og tog, siger Tony Bispeskov.

Pendlerne kan derfor af to omgange i perioden købe pendlerkort til en måned og få en yderligere måned med gratis.

Sidste år gennemførte DSB et forsøg, hvor de på samme måde gav kompensation til pendlere på Sjælland, som havde købt to måneders pendlerkort.

Her gjorde omkring 2400 pendlere brug af kompensationen, og de fik i gennemsnit 2000 kroner.

- Forskellen fra det forsøg, vi lavede sidste år, og den kompensation, vi giver i år, er, at i år kan man søge om kompensation, mens sporarbejdet foregår. Sidste år kunne man først søge efterfølgende, siger Tony Bispeskov.

Kompensationensmodellen blev præsenteret på et borgermøde tirsdag. De endelige betingelser for at kunne anmode om kompensation vil blive oplyst på DSB's hjemmeside på et senere tidspunkt, fortæller informationschef Tony Bispeskov.

37 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere