DSU i pinligt video-ups: Gjorde grin med aktiv dødshjælp

Danmarks Socialdemokratiske Ungdom har valgt at fjerne kampagnevideo for skolevalget 2019

Se videoen, som DSU fandt for upassende til at have liggende på sin Facebook-side. Video: Danmarks Socialdemokratiske Ungdom.

En kampagnevideo til fordel for aktiv dødshjælp var så pinlig for Danmarks Socialdemokratiske Ungdom, at den blev fjernet fra ungdomsorganisationens Facebook-side. Det skete mindre end 20 minutter, efter den blev publiceret onsdag eftermiddag.

Det fortæller formanden for ungdomsorganisationen, Frederik Vad Nielsen, til Ekstra Bladet.

I videoen fortæller en DSU-pige først, hvorfor hun og Socialdemokratiet går ind for aktiv dødshjælp. 'Hvis jeg blev dødeligt syg, og jeg ikke kunne blive helbredt, så vil jeg hellere have en værdig død, end en pinefuld død', siger pigen blandt andet.

Siden ser man et klip fra en tv-serie, hvor en mand bliver skudt tre gange af en kvinde. Og mandens lidelser underbygges af en pose teaterblod og ualmindeligt lange jammerskrig.

Også klip fra Metro-Goldwyn-Mayer-klassikeren 'Tom & Jerry' bruges i kampagnevideoen.

Frederik Vad Nielsen fortæller, at han valgte at fjerne videoen, da det begyndte at vælte ind med kommentarer om, at DSU gjorde grin med aktiv dødshjælp.

- Vi synes, den redaktionelle proces var for slap i den video. Vi synes ikke, at den var passende. Virkemidlerne skyggede for budskabet, siger Frederik Vad Nielsen til Ekstra Bladet.

DSU har produceret en række kampagnevideoer til fordel for skolevalget. Meningen er, at flere unge skal begynde at interessere sig for politik, inden de på et tidspunkt selv skal ud og afgive en rigtig gyldig stemme, når de fylder 18.

Fakta: Skolevalg

Der bliver udskrevet Skolevalg hvert andet år. Næste gang vil være i 2021.

Skolevalget er en autentisk gennemført valghandling for 8., 9. og 10. klasser i hele landet

Næsten 80.000 elever på landsplan deltager i Skolevalget 2019.

31. januar skal eleverne stemme til valget. Selve valghandlingen vil være så autentisk som muligt. Der vil blive opstillet valgbåse, der vil blive udleveret stemmesedler. Eleverne skal registreres før de kan stemme, og der vil være valgtilforordnede til stede på skolerne.

Partier, der er opstillingsberettigede til folketingsvalg senest den 1. november året inden der afholdes Skolevalg, som kan stille op.

Partierne på Christiansborg vil fejre resultaterne af Skolevalg på valgdagen.

Valget vil også blive tv-transmitteret.

Kilde: skolevalg.dk

Frederik Vad Nielsen fortæller, at DSU har forsøgt at ramme et format, som unge selv er vant til fra eksempelvis YouTube.

- Vi har forsøgt at gøre det på den sjov måde, så det rammer de unge, siger han.

Men arbejdet har ikke været omhyggeligt nok i alle tilfælde, erkender han nu.

- Vi har haft for travlt. Vi har skullet dække 500 debatter på tre dage. Der er simpelthen ikke nok hos os, der har fået set videoen igennem, inden den er blevet offentliggjort, forklarer Frederik Vad Nielsen.

- Nogle gange går det lidt for stærkt. Det gik for stærkt her, siger han videre.

35 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere