Du burde have haft fri i dag - se hvorfor

I gamle dage holdt man fri, spiste pandekager og drak øl den 2. februar

Pandekager og øl stod på menuen den 2. februar i gamle dage. (Foto: Polfoto).
Pandekager og øl stod på menuen den 2. februar i gamle dage. (Foto: Polfoto).

Den 2. februar er på mange måder en helt speciel dag.

Først og fremmest er det kyndelmisse i dag - en markering af at halvdelen af vinteren nu er gået og lysere tider er på vej.

I gamle dage var kyndelmisse en helligdag, men i den store helligdags-massakre - helligdagsreformen - i 1770 blev kyndelmisse brutalt afskaffet sammen med 10 andre helligdage som 3. juledag, 3. påskedag, Sankt Hans Dag og Vor Frue Dag. Dagen markeres dog stadig med særlige gudstjenester nogle steder i landet og i den katolske kirke med lysprocessioner.

Se også: Kom i sving i køkkenet: I dag er det pandekagedag

I gamle dage blev kyndelmisse også markeret med indtagelse af rigelige mængder øl og brændevin, flæsk, suppe og pandekager.

Den 2. februar er desuden 'groundhog day' i USA - en dag der bebuder forårets komme. I Danmark er den amerikanske 'groundhog day' mest kendt fra filmen af samme navn. Her er hovedpersonen - spillet af Bill Murray - fanget i en tidssløjfe, hvor han oplever den samme dag igen, igen og igen.

Har du lyst til at fejre kyndelmissen med en tallerken gammeldags pandekager og flæsk - er her en opskrift (kilde natmus.dk).

Opskrift på Kjørmes-pandekager og æbleflæsk:

Rør 20 g gær ud i 6 dl lunken mælk. Kom 500 g bygmel, 2 piskede æg, 1 spsk. puddersukker og ½ tsk. stødt kanel i dejen. Røres godt og stilles til hævning et lunt sted i 2 timer. Bag pandekagerne på en varm pande i svinefedt. De skal være sprøde. Server med sirup til – eller med æbleflæsk.

Til fynsk æbleflæsk: Pil 3 løg og skær dem i kvarte. Skær ca. 400 g saltet, røget flæsk i mindre stykker, og rist dem på panden sammen med løgene. Skær 6 æbler i mindre stykker, og lad dem simre under låg sammen med flæsk og løg, til de er møre. Kom timian og lidt sukker i retten.

62 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere