Solen skinner, og det får folk ud af deres coronahuler og ud for at nyde det gode vejr. Men i dag lagde Fazer Group en skygge over solskinsstemningen, da de meldte ud, at de stopper produktionen af den folkekære Dumle-slikkepind.
Ekstra Bladets udsendte tog i det nærmeste supermarked og købte et mindre lager slikkepinde, før hun, med en kurv fuld af Dumle og en ordentlig dunk håndsprit under armen, tog ned til søerne for at høre danskernes reaktioner på den - for nogen - triste nyhed.
Der var blandede meninger.
En ting, man er vokset op med
- RIP, siger 31-årige Simon Johansen.
Det var det første, der røg ud af hans mund, da han mandag hørte nyheden om, at Fazer Group stopper produktionen af Dumle-slikkepinden.
- Hvad skal alle børnene så have med i skole, når de har fødselsdag? Det er da ærgerligt.
Celine Ghasemily er enig med sin gåturs-makker. Hos hende vækker Dumle nemlig barndomsminder.
- Det er virkelig ærgerligt. Det er jo en ting, man er vokset op med. Jeg delte faktisk Dumle-slikkepinde ud, da jeg fyldte 25, fortæller hun.
Det er børnenes gave
På en bænk i solskinnet sidder Oliver på 12 og Nicoline på 10, og da de med en slikkepind i hånden får at vide, at produktionen stopper, bliver de også ærgerlige over det.
- Det er da kedeligt, siger Oliver, der går i 6. klasse.
- Det er jo børnenes gave.
Og Nicoline, der går i 4. klasse, er enig.
- Det er da lidt irriterende, når de har været der i så lang tid, og det er noget, man har kendt, siden man var lille. Så det bliver anderledes, hvis man ikke kan få dem mere, siger hun.
- Det har også bare været en stor ting i klassen. Det er jo noget, man altid har fået, når nogen har haft fødselsdag, tilføjer Oliver.
Bøvlet med slikkepinden
Astrid Bruun på 25, der til dagligt læser til socialrådgiver, er ikke synderligt berørt af nyheden.
- Jeg synes ikke, det er et kæmpe tab, må jeg nok indrømme. Altså, jeg kan godt lide Dumle, men jeg har altid syntes, at slikkepinden er lidt bøvlet.
- Jeg vil hellere have den lille Dumle-karamel.
Så kan vi måske glæde dig med, at de stadig bliver produceret?
- Jamen, hvis de stadig bliver lavet, så er det simpelthen helt fint med mig, siger hun.
Venskabelig uenighed
Ekstra Bladet forstyrrer to unge fyre i starten af tyverne, som har helt forskellige holdninger til slikkepindssagen.
21-årige Villem Vilhelmsen synes, at det er meget ærgerligt.
- Det, er jeg virkelig ked af, er slut! Det er jo det, man fik, når man lige skulle have noget hurtigt med til børnefødselsdag. Det er et tab, siger han, imens han ryster på hovedet.
Sidemakkerens reaktion er noget mere afdæmpet.
- Det ved jeg godt nok ikke, om jeg har en holdning til. Det er ikke lige noget, jeg har vildt mange minder fra folkeskolen om, siger 23-årige Frederik.
Villem holder dog fast i, at det er helt skævt:
- Jeg ved ikke, hvad børnefødselsdag er uden Dumle. Jeg er glad for, at jeg ikke går i folkeskole mere.
Tænderne er ikke længere til Dumle
Selvom 66-årige Hussein Sharars tænder ikke er lige så glade for Dumle, som de har været, så synes han stadig, det er ærgerligt, at produktionen stopper. Han har nemlig tre børnebørn, som rigtig godt kan lide dem.
- Det er lidt trist for dem, der kan lide dem. Jeg var helt vild med dem, men nu er tænderne ikke, hvad de har været, siger han.
- Men jeg har tre børnebørn, som er helt vilde med sådan noget.
Men lidt trøst skal der være til de sørgende: Det er kun slikkepindene, der går ud af produktion. Karamellerne og resten af Dumle-serien vil altså fortsat være at finde på hylderne.