Dyr forsvinder fra dyrehave: Mistænker krybskytter

Flere dyr er forsvundet fra Hadsund Dyrehave - ejeren mistænker krybskytter for at være på spil

Arkivfoto: Der forsvinder flere dyr fra Dyrehaven i Hadsund. Foto: Gorm Olesen
Arkivfoto: Der forsvinder flere dyr fra Dyrehaven i Hadsund. Foto: Gorm Olesen

Slæbemærkerne hen ad grusstien i Hadsund Dyrehave i Nordjylland tyder på, at de forsvundne dyr i hvert fald ikke er gået af egen fri vilje.

På det seneste har haven mistet en række dyr, og det bekymrer formanden for dyrehaven, Bent Rytter, skriver TV2 Nord.

Så sent som natten til søndag forsvandt en hjort med gevir.

- Det er en katastrofe, intet mindre. Jeg kan være bange for, at der er tale om sådan nogle trofæ-jægere. Nogle, der synes, de vil prale af gevirerne.

- Men så kan man jo håbe, at de er så enfoldige, at de praler så meget med det, at det kommer frem, siger han.

10.000 kroners dusør
Dyrehaven har meldt sagen til Nordjyllands Politi, men alligevel har de valgt at udlodde en dusør på 10.000 kroner til den, der kan hjælpe med at løse sagen.

Og det lader til allerede at have givet spor i sagen.

- Jeg har allerede fået et par tip fra nogen, der har set noget i området i nat, men noget afgørende har vi ikke, så jeg hører meget gerne fra nogen, der ved noget om det her, siger Bent Rytter.

115 kommentarer
Vis kommentarer