Dyreforening giver snaps til pindsvin: - De kan dø af det

Vilde pindsvin i pleje hos foreningen Pindsvinevennerne får snaps, hvis de skal beroliges

For at berolige pindsvin giver frivillige plejere hos Pindsvinevennerne dyret snaps. Foto: Tariq Mikkel Khan
For at berolige pindsvin giver frivillige plejere hos Pindsvinevennerne dyret snaps. Foto: Tariq Mikkel Khan

Man må ikke give pindsvin mælk, for så kan de få diarré, og det kan de dø af. Men snaps er åbenbart en anden snak, hvis man spørger den landsdækkende forening Pindsvinevennerne.

Flere af foreningens plejere, der hjælper pindsvin i nød, giver pindsvinene snaps en gang i mellem. Det bekræfter Aslaug Bugge, der er bestyrelsesmedlem i Pindsvinevennerne.

- Det gør mange af os. Det er bare en lille snaps, de får, så de falder lidt til ro og sover. De tåler det ret godt, siger hun til Ekstra Bladet. Hun ved ikke nærmere om hvor mange plejere, der anvender snaps for at berolige pindsvinene.

Lige så let tager biolog ved Dyrenes Beskyttelse Michael Carlson det ikke. Pindsvin kan dø af at få snaps, siger han.

Snapsen kommer på bordet hos pindsvineplejerne, hvis pindsvinet har rullet sig sammen, men har et sår på maven, som plejeren gerne vil rense. En smule snaps og så er pindsvinet helt afslappet, så plejeren kan komme til.

- Et voksent pindsvin giver jeg en eller to milliliter. Det er ikke store mængder. Ungerne giver jeg ikke noget. Hvis der kommer et stort pindsvin ind, der har været udsat for hundebid, og vi skal have maddikerne ud, så ville det være der, jeg gjorde det. For så slapper den en smule af. Og vi redder jo de pindsvin. De kommer sig, siger Aslaug Bugge.

Artiklen fortsætter under billedet:

På en af medicinhylderne hos en af Pindsvinevennernes plejere står en falske snaps. Foto: Tariq Mikkel Khan
På en af medicinhylderne hos en af Pindsvinevennernes plejere står en falske snaps. Foto: Tariq Mikkel Khan

Kan slå dem ihjel
Michael Carlson, der er biolog hos Dyrenes Beskyttelse, vil aldrig anbefale nogen at eksperimentere med at berolige pindsvin med alkohol. Det er ikke bare en lille snaps, men derimod gift, siger han Ekstra Bladet.

- Du kan slå den ihjel, hvis du giver den snaps. I den mildere ende kan den få permanente skader på sine organer, siger han og fortsætter:

- Det er et dyr, der vejer meget mindre end mennesker, så alene på kropsvægt skal den ikke have mange dråber, før det svarer til, at man som menneske har drukket en stor mængde.

Desuden mener han, at beroligelse eller bedøvelse af pindsvin kun er en opgave for dyrlæger og ikke for en 'lægmand'.

Artiklen fortsætter under billedet:

Pindsvin kan i værste fald dø af alkohol. Foto: Tariq Mikkel Khan
Pindsvin kan i værste fald dø af alkohol. Foto: Tariq Mikkel Khan
 

Drikker dem ikke stangberusede
Aslaug Bugge fra Pindsvinevennerne fortæller, at snaps til pindsvin ikke er noget, de officielt anbefaler. Men hun foretrækker at berolige den med snaps fremfor eksempelvis stesolid.

- Burde I ikke hellere bedøve dem hos dyrlægen?

- Jo, men det er ikke alle sår, der behøver at komme til dyrlægen. Hvis det er dybe sår, så skal de jo til dyrlægen og syes. Det kommer de også. Men vi taler om overfladiske sår, der skal renses.

- Men kan I være sikre på, at den bedste metode er at drikke pindsvinet fuld?

- Det ved jeg ikke, hvad jeg skal sige til. Vi drikker dem jo ikke stangberusede på den måde. Det gør vi ikke.

- Ifølge biologen Michael Carlson kan det give et pindsvin skader på dets organer og i værste tilfælde slå det ihjel, hvis det får alkohol. Hvad tænker du om det?

- Det er ikke vores erfaring, at de får skader af det. Vi giver dem en meget lille mængde, så de falder lidt til ro. Derudover oplever vi ikke nogen bivirkninger fra dem. Vi har ikke dødsfald, efter vi har givet dem snaps. Ellers ville vi jo ikke gøre det.

- Men er det ikke stof til eftertanke, at man har fundet pindsvin, der har fået permanente leverskader?

- Det er det bestemt. Men jeg har ikke set nogen undersøgelser, der viser det.

- Men tyder det ikke på, at alkohol forværrer deres tilstand?

- Det er bare ikke de erfaringer, vi har i praksis. Selvfølgelig følger vi dem ikke i fem år efter, men vi oplever ikke nogen bivirkninger, mens de er i pleje, efter de har fået alkohol.

- Vil du overveje at melde ud til plejerne i Pindsvinevennerne, at de skal stoppe med at bruge snaps?

- Ja, det er klart noget, vi vil tage op.

1 af 3 Tina Gorski fra Humlebæk er pindsvineven og har en flaske Brøndum snaps stående på medicinhylden. Giver hun et pindsvin snaps, får det mellem to og fem milliliter. Foto: Tariq Mikkel Khan
2 af 3 Pindsvin kan i værste fald dø af alkohol. Foto: Tariq Mikkel Khan
3 af 3 For at berolige pindsvin giver frivillige plejere hos Pindsvinevennerne dyret snaps. Foto: Tariq Mikkel Khan
96 kommentarer
Vis kommentarer