Hvis du godt kan lide at have lyset tændt eller få vasket dit tøj i vaskemaskinen, bliver det her desværre rimelig kedelig læsning.
Fredag bliver det nemlig meget dyrt at bruge strøm. Dyrere, end det har været i månedsvis.
I løbet af dagen kommer strøm på den nordiske elbørs Nord Pool til at koste omkring tre kroner i gennemsnit per kilowatt-time – eksklusiv moms, tariffer og afgifter, skriver TV 2.
Sidst, prisen nåede derop, var den 29. september.
Vejret er skurken
Den kedelige rekord kan primært tilskrives det kolde og vindstille vejr.
- Det er helt klart den største årsag. For to uger siden var det næsten 10 grader og regnede, nu har vi tæt på 0 grader og frost om natten. Det flytter noget, siger Jim Vilsson, der er seniorøkonom hos Energinet, til TV 2.
Fladere priser
Er du én af dem, der bruger en app til at følge, hvornår det er billigst at sætte opvaskemaskinen i gang, vil du økonomisk ikke få meget ud af den indsats fredag.
Elprisen kommer nemlig ikke til at svinge særlig meget sammenlignet med normalt, fortæller Jim Vilsson til TV 2.
Han opfordrer dog stadig til at flytte forbruget til de lidt billigere timer, da det også vil hjælpe elforsyningen på den lange bane.