Dyrlæge: Det er vanrøgt som skal stoppes

Snart begynder projektet med at få mere vild natur til Danmark. Men det kommer til at gå ud over heste og køers rettigheder, mener dyrlæge. Regeringen har nemlig dispensation fra dyrevelfærdsloven i de kommende parker

Dyrlæge Lotte Bøgedal ser ingen logik i, at regeringen har lavet dispensation for dyreværnsloven i de kommende 15 naturnationalparker. Ifølge hende er det vanrøgt at dyrene. Foto: Anders Brohus
Dyrlæge Lotte Bøgedal ser ingen logik i, at regeringen har lavet dispensation for dyreværnsloven i de kommende 15 naturnationalparker. Ifølge hende er det vanrøgt at dyrene. Foto: Anders Brohus

'Enhver, der holder dyr, skal sørge for, at dyret tilses mindst en gang om dagen.'

Sådan lyder det blandt andet i dyrevelfærdslovens paragraf ni.

Men i juni måned i år blev et lovforslag stillet af miljøminister Lea Wermelin stemt igennem.

Netop det lovforslag giver ministeren mulighed for dispensere fra dyrevelfærdsloven i de kommende 15 naturnationalparker.

Dispensation fra loven
Hestedyrlæge Lotte Bøgedal fra Vejen skrev for nogle uger siden et opråb på Facebook.

For som dyrlæge, siger hun, kan hun ikke bare se til, mens staten får dispensation fra dyrevelfærdsloven.

- Det er ikke ret og rimeligt over for dyrene, siger Lotte Bøgedal.

Men ret eller rimeligt - dyrevelfærdsloven er blevet ændret, og nu venter 15 nye naturnationalparker, hvor både heste og kvæg sættes ud.

Som dyrlæge tilser Lotte Bøgedal mange heste dagligt. Men det gør ondt på hende at se de billeder, der har været fra Mols. Derfor mener hun heller ikke, at der er nogen logik i at lempe på dyrevelfærdsloven i de kommende parker. Foto: Anders Brohus
Som dyrlæge tilser Lotte Bøgedal mange heste dagligt. Men det gør ondt på hende at se de billeder, der har været fra Mols. Derfor mener hun heller ikke, at der er nogen logik i at lempe på dyrevelfærdsloven i de kommende parker. Foto: Anders Brohus

Det er særligt en ting, som Lotte Bøgedal hæfter sig ved.

Den ene er, at dyrene i parkerne ikke lovpligtigt vil skulle tilses en gang om dagen. Og når de tilses, vil de blive vurderet på bestandsniveau og ud fra en individuel vurdering.

- Et dyr skal tilses en gang dagligt. Den lov kan man ikke se bort fra, bare fordi det er nationalparker. Hvis man ikke kan tilse dyrene en gang dagligt, så må man lade være med at lukke dyrene ud i de her parker, siger Lotte Bøgedal, der har mange års erfaring som dyrlæge for heste og frygter, at dyr vil kunne gå flere dage og lide nød uden at blive opdaget.

- Med dyrlægeøjne har de gang i vanrøgt, som er ud i dyremishandling og imod loven. Havde det været en almindelig privat mand, havde de fået en dyreværnssag på halsen, hvis han eller hun præsenterede nogle af de heste, man blandt andet har set på Mols, fortsætter Lotte Bøgedal og henviser til de grelle eksempler fra de vilde heste fra Molslaboratoriet.

Fritgående heste ved Mols Bjerge. Foto: Kasper Heden Andersen
Fritgående heste ved Mols Bjerge. Foto: Kasper Heden Andersen
 

Ifølge hende er det ikke, fordi man skal begynde at behandle hestene med antibiotika, men hestene skal tilses dagligt og enkeltvis, så man kan træde til med eventuel aflivning, hvis dyret lider.

- I Afrika vil en vild zebra eller giraf ikke få lov til at ligge i to timer, hvis den var alvorligt syg. Så vil der komme et rovdyr og tage sig af det. Den regulering har du ikke i de her indhegnede områder. Derfor må man som menneske vurdere dyrene dagligt og træde ind, hvis det er nødvendigt.

Stemte imod
Netop den omtalte dispensation var også det, som gjorde, at Venstre stemte imod lovforslaget tilbage i juni måned. 

- Alle må være lige for loven. Der er helt tosset, at man siger, at i statens arealer må man gerne være lempeligt, men alle andre skal leve op til loven, siger Jacob Jensen, som er miljøordfører for Venstre.

- Hvis man skal have de her store, græssende dyr ud, må man også leve op til dyrevelfærdskravene på lige fod med den enkelte borger. Dyrene kan jo ikke mærke forskel på, om det er statens indhegning, eller det er den private borger.

- Jeg synes, især det er bekymrende, når vi har skrækeksemplerne fra Mols Bjerge. Flere eksperter var også ude at råbe vagt i gevær, da det her lovforslag blev fremført. Men regeringen har ikke lyttet. De har tromlet igennem, og det undrer mig, fortsætter Jacob Jensen.

Dyrlæge Lotte Bøgedal venter heller ikke i spænding på de kommende parker.

Hun håber på en eller anden form for kæp i hjulet, så dyrene i parkerne i det mindste får lov til at høre under samme lovgivning som alle de dyr, Lotte Bøgedal tilser.

- Jeg har afgivet en ed på, at jeg vil hjælpe syge, svage og fødende dyr. Derfor kan jeg heller ikke stå og kigge på, at staten kan få lov til at dispensere fra den lov, jeg arbejder ud fra, siger hun.

Det er ikke, fordi Lotte Bøgedal er modstander af projektet med at få mere vild natur til Danmark. Ifølge hende bliver man blot nødt til at se Danmark med 2021-briller. - Naturen ser ikke ud, som den gjorde, dengang der levede vilde heste. Derfor bliver man også nødt til at hjælpe hestene med eventuel fodring om vinteren og aflivning ved sygdom og skader, siger Lotte Bøgedal. Foto: Anders Brohus
Det er ikke, fordi Lotte Bøgedal er modstander af projektet med at få mere vild natur til Danmark. Ifølge hende bliver man blot nødt til at se Danmark med 2021-briller. - Naturen ser ikke ud, som den gjorde, dengang der levede vilde heste. Derfor bliver man også nødt til at hjælpe hestene med eventuel fodring om vinteren og aflivning ved sygdom og skader, siger Lotte Bøgedal. Foto: Anders Brohus
 

Miljøministeren vil ikke gå på kompromis
Ekstra Bladet har selvfølgelig forsøgt at få en kommentar fra miljøministeren, men det har ikke været muligt.

I stedet er vi blevet henvist til den pressemeddelelse, som ministeriet sendte ud i forbindelse med lovforslaget blev stemt i gennem.

Her siger ministeren blandt andet:

- Store græssere spiller en afgørende rolle for at skabe en rig og varieret natur i Danmark. Men når vi lader dyrene give naturen en hjælpende hånd, har vi samtidig et ansvar for at sikre dyrevelfærden, det må vi aldrig gå på kompromis med.

- Derfor er jeg glad for, at et bredt flertal i Folketinget er enige om nogle rammer for de kommende naturnationalparker, hvor vi både passer bedre på naturen, giver mere spændende naturoplevelser til os alle sammen og samtidig sætter klare krav til dyrevelfærden.

- Det er ikke til diskussion, at de græssende dyr på statens arealer skal have det godt og trives, siger miljøminister Lea Wermelin.

Det var Venstre og Dansk Folkeparti, som stemte imod forslaget - begge på baggrund af dispensationen fra dyrevelfærdsloven.

--------- SPLIT ELEMENT ---------

Dyrlægeforeningen endelig inviteret ind

Dyrlægeforeningen har stået uden for vinduet og banket og banket, mens diverse biologer har siddet til møder og planlagt de kommende naturnationelparker sammen med naturstyrelsen i foråret.

Men endelig for nogle uger siden, fik foreningen lov til at komme med til bords.

Og det glæder formand Hanne Knude Palshof.

- Det der er dejligt, at naturstyrelsen endelig taget os med ind. Det var frustrerende at sidde på sidelinjen. Men nu er jeg selv indbudt til et møde, og vi har fået en repræsentant i deres intersantgruppe, fortæller Hanne Knude Palshof til Ekstra Bladet.

Og det er de samme bekymringer, Hanne Knude Palshof og dyrlæge Lotte Bøgedal har.

- Det er ikke vilde dyr, vi snakker om - det er dyr bag hegn. Derfor skal vi også behandle dem sådan, siger Palshof.

- Jeg siger ikke, at man skal smide hø ud til dyrene med det samme, men vi bliver nødt til at huldvurdere dem på individuel niveau. Derudover kan man heller ikke sammenligne to områder i Danmark - måske vil det være nødvendigt at fodre mere i Nordjylland end på Falster - det er der ingen, som ved endnu.

- Og ja, det er rigtigt, at ifølge loven skal heste tilses en gang om dagen. Det fik regeringen jo givet dispensation for, og det et er noget, vi vil holde nøje øje med, siger Hanne Knude Palshof.

- Men det er ikke sådan, at jeg nu kan fortælle dig, hvordan det så bliver. Det er for tidligt i processen endnu. Men jeg kan fortælle dig, at der er blevet slået en stilling op, hvor Naturstyrelsen søger en dyrlæge til kun de her naturnationalparker, og det glæder jeg mig over.

- Vi vil i hvert fald som forening kæmpe for, at det, som tidligere er set i Mols Bjerge, aldrig kommer til at ske igen, slutter Hanne Knude Palshof.

FAKTA: Naturnationalparker skal holdes fri fra skovdrift

Miljøminister Lea Wermelin (S) har sammen med aftalepartierne bag natur- og biodiversitetspakken sat navne på de områder, hvor tre af Danmarks nye naturnationalparker skal ligge.

De peger på Almindingen på Bornholm, Stråsø mellem Herning og Holstebro og Tranum ved Jammerbugt.

Parkerne skal være sammenhængende områder, som giver plads til, at naturen kan udvikle sig på egne præmisser.

Læs mere om projektet her:

* Der er forskel på nationalparker og naturnationalparker.

* Nationalparker har sin egen lov, men der er ingen særskilt naturbeskyttelse i den. Derfor er skovdrift og landbrug ikke ualmindeligt.

* Danmark har fem nationalparker: Mols Bjerge, Thy, Vadehavet, Skjoldungernes Land og Kongernes Nordsjælland.

* Naturnationalparker har endnu ingen selvstændig lovgivning, men en sådan er på vej. Parkerne skal friholdes fra skovdrift og landbrug. De skal i første omgang etableres på statslige arealer.

* Skoven i områderne henlægges som urørt skov. Der bliver også udsat store græssende dyr.

* Naturnationalparkerne udpeges ud fra en række kriterier, som er udarbejdet i samarbejde med forskere. De skal sikre, at placeringen gavner naturen og biodiversiteten mest muligt.

* Der er blandt andet afsat fem millioner kroner til friluftsliv i hver naturnationalpark, som skal understøtte forskellige naturoplevelser.

* Forslagene om de tre nye lokationer for naturnationalparkerne sendes videre til en videnskabelig arbejdsgruppe samt en national interessent-arbejdsgruppe. Naturstyrelsen vil gå i dialog med de relevante kommuner.

* Imens går processen i gang med at finde ud af, hvor de sidste naturnationalparker skal ligge. Senere i foråret inviterer regeringen og støttepartierne til en konference, hvor mulige placeringer skal drøftes.

Kilder: Miljøministeriet, Danmarks Naturfredningsforening, Danmarks Nationalparker.