EasyJet hacket: Ni millioners rejseoplysninger stjålet

Mere end ni millioner kunders e-mailkonti og rejseoplysninger er blevet infiltreret, oplyser flyselskabet

Foto: Corrado Giambalvo/AP
Foto: Corrado Giambalvo/AP

Ni millioner kunders rejseoplysninger er ifølge det britiske lavprisselskab EasyJet blevet hacket.

Det oplyser flyselskabet i en fondsbørsmeddelelse.

Udover det omfattende tyveri af rejseoplysninger er 2208 kunders kreditoplysninger blevet lækket.

Intet tyder endnu på, at de stjålne oplysninger er blevet misbrugt, men samtlige kunder er eller bliver kontaktet. Det gælder også de øvrige millioner kunder.

- Siden vi blev opmærksomme på hændelsen, har der på grund af covid-19 været øget bekymring for, at personoplysninger bliver brugt til online-svindel, siger EasyJets administrerende direktør, Johan Lundgren, ifølge fondsbørsmeddelelsen.

- Vi råder kunder til fortsat at være opmærksomme, som de normalt ville være, især hvis de modtager uopfordrede henvendelser. Vi råder også kunder til at være forsigtige med al kommunikation, der hævdes at komme fra EasyJet eller EasyJet Holidays.

Derudover sender han en undskyldning til de kunder, der er blevet påvirket af angrebet, som angiveligt er stoppet.

Ifølge flyselskabet kommer angrebet fra 'en højt sofistikeret kilde'.

- Vi tager cybersikkerheden i vores systemer meget alvorligt og benytter omfattende sikkerhedsforanstaltninger for at beskytte vores kunders personlige oplysninger. Dette er dog en stigende trussel, da cyberangrebene bliver stadig mere sofistikerede, lyder det fra flybossen.

De kunder, der ikke allerede er blevet kontaktet, bliver det senest 26. maj, lover selskabet. Kunder kan også orientere sig og få råd her.

Man har fra flyselskabets side underrettet Det Internationale Civile Kontor (ICO) og National Cyber Security Center om hændelsen.

For knap to år siden berørte en datalækage hos British Airways 244.000 kunder - herunder flere danskere.

Selskabets website og app blev hacket.

Se også: Flyselskab hacket: 380.000 kunders kreditkortoplysninger stjålet

Se også: British Airways står til at få milliardbøde

71 kommentarer
Vis kommentarer