Ekstra Bladets mangeårige fotograf Lars Poulsen er torsdag eftermiddag blevet tildelt dette års Münsterpris.
Det skete på generalforsamlingen hos avisens medarbejderforening, hvor han med et stort smil modtog prisen af sidste års vinder Jonas Sahl.
Den politiske reporter var fuld af roser over for prismodtageren, der står bag nogle af årets mest ikoniske billeder.
- I år fangede han de historiske billeder fra Parken, da landsholdet stod i den sørgelige situation. Eriksen lå på banen med hjertestop, lød det blandt andet fra Jonas Sahl, der også fremhævede Lars Poulsen som en god kollega.
- Kollegialt har han da også altid overskud til at hjælpe sine kollegaer. Unge som gamle.
Forhold i Qatar
Derudover har Lars Poulsen også på fornem vis været med til at sætte fokus på de forhold, som arbejdere lever under i Qatar, hvor der næste vinter skal spilles fodbold-VM.
Det blev han ligeledes hyldet for.
'I flere år har han som en af de eneste i dansk presse dokumenteret de horrible forhold, som slavearbejderne i Qatar lever under, fortalte Sahl de tilhørende kolleger.
Kendt læge
Münsterprisen er opkaldt efter Erik Münster. Han er mest kendt for at være skribenten bag flere bøger og lægebrevkasser i mange danske og nordiske aviser og ugeblade. I 1958 blev Erik Münster cand.med, og han blev senere speciallæge i øre- næse- og halssygdomme.
Erik Münster blev som læge en first mover i at udføre lægebrevkassekunsten og blev på mange måder hele Danmarks familielæge, hvor han skrev lægespalter i diverse aviser og ugeblade.
Han døde sidste år, kunne Ekstra Bladet fortælle.