Ecuador sætter militær ind

Ecuadors præsident indfører udgangsforbud, efter brandbomber er kastet ind i rigsrevisionens bygning i Quito

Foto: Martin BERNETTI/Ritzau scanpix
Foto: Martin BERNETTI/Ritzau scanpix

Lørdagens voldsomme uroligheder har fået Ecuadors præsident, Lenin Moreno, til at indføre udgangsforbud og sætte militæret ind i hovedstaden, Quito. Det skriver han på Twitter.

Udgangsforbuddet træder i kraft lørdag klokken 22 dansk tid.

Demonstranter trængte lørdag aften dansk tid ind i en regeringsbygning i Quito.

Se også: Efter storm mod parlament: Tidligere leder beskyldes for at stå bag

Foto: Daniel Tapia/Ritzau Scanpix
Foto: Daniel Tapia/Ritzau Scanpix
 

De har sat ild til bygningen, oplyser en fotograf fra nyhedsbureauet AFP på stedet. Brandbomber blev kastet ind i bygningen, hvor rigsrevisionen har til huse, hvorpå maskerede mænd trængte ind.

En gruppe demonstranter er desuden lørdag trængt ind på en lokal tv-station og på avisen El Comercios redaktion.

El Comercio skriver på Twitter, at dets kontorer er blevet angrebet af "en gruppe ukendte" personer.

Teleamazonas TV har sendt billeder af smadrede vinduesruder, brændte køretøjer og mange politibetjente i tv-stationens lokaler.

Indenrigsminister Maria Paula Romo har beordret området evakueret, så brandvæsnet kan slukke ilden, skriver hun på Twitter.

I ti dage har Ecuador været ramt af landsdækkende protester mod blandt andet stigende brændstofpriser.

Demonstrationerne blev udløst, da regeringen i sidste uge ophævede et tilskud til brændstof, der har været i kraft i 40 år.

Ophævelsen er en del af en låneaftale på 4,2 milliarder dollar, som Ecuadors regering indgik med Den Internationale Valutafond (IMF) i marts.

Foto: Carlos Garcia Rawlins/Ritzau Scanpix Samfund - 9. okt. 2019 - kl. 06:46 Demonstranter stormer Ecuadors parlament

Fjernelsen af tilskuddet betyder, at priserne på bestemte typer brændstof med ét er mere end fordoblet.

Demonstrationerne handler imidlertid også om regeringens generelle økonomiske reformer og sparepakker.

De ti dages til tider voldsomme demonstrationer har kostet fem mennesker livet. Næsten 2000 andre er enten kommet til skade eller blevet anholdt.

Protesterne har været ledet af gruppen Conaie, der er en paraplyorganisation for forskellige oprindelige folk i Ecuador.

Lørdag siger gruppens ledere, at de er villige til at møde præsident Moreno i et forsøg på at forhandle sig frem til en løsning på konflikten.

Det kommer kun en dag efter, at Conaie ellers havde afvist at forhandle med regeringen. Men nu meddeler organisationen, at den har skiftet mening efter at have konsulteret sine medlemmer.

3 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere