Eder, forbandelser og fri bar: 24syvs satire-succes slutter med et brag

Torsdag sendte Radio24syv programmet 'Den Korte Radioavis' for sidste gang

Jubel og fejring på gaden, da Den Korte Radioavis har sendt for sidste gang. Fotograf: Lasse Brøndal

'Her er fredeligt og stille, her er ingen larm og støj ...'

Halfdan Rasmussens 'Noget om helte' bliver sunget af et kor af stemmer og fylder redaktionslokalet, hvor Radio24syv de sidste otte år har holdt til.

Flere medarbejdere tager en pause fra arbejdet og stimler sammen om den lille gruppe, der er brudt ud i sang.

Om lidt bliver her stille
Torsdag 31. oktober er den sidste dag i Radio24syvs liv. Mellem 12 og 13 sender det populære satireprogram 'Den Korte Radioavis' derfor deres sidste udsendelse nogensinde.

Flere hundreder forventes at dukke op for at tage afsked med programmet og 'klappe Den Korte ud', som det står beskrevet i Facebook-begivenheden.

Julie Møller Jensen har arrangeret begivenheden.

- Jeg ville vise vores tilstedeværelse som lyttere og lave et statement, fortæller hun til Ekstra Bladet.

- Processen omkring alt det her har været uskøn. Men det er ikke slut endnu, slår hun fast.

Artiklen fortsætter efter billedet ...

Flere af disse t-shirts bliver kastet ud af vinduerne under udsendelsen. Foto: Linda Johansen
Flere af disse t-shirts bliver kastet ud af vinduerne under udsendelsen. Foto: Linda Johansen

Menneskevrimmel
Lidt i 12 begynder folk langsomt at stimle sammen ude foran Radio24syvs bygning.

- Jeg har simpelthen ingen appetit, siger Frederik Cilius, manden bag Kirsten Birgit, til Ekstra Bladet, lige inden de går på.

- Jeg har spist tre gulerødder og noget franskbrød. Men jeg nægtede at spise ost til, for det kan Mette Frederiksen godt lide, siger han.

Kort efter indleder en sørgmodig melodi den sidste udsendelse af 'Den Korte Radioavis' nogensinde. Menneskemængden jubler. Nogle skåler i champagne eller øl eller bunder shots af snaps og Fernet Branca, som er Kirsten Birgits favorit.

'For dårligt'
Mikkel Dupont er fast lytter af flere af Radio24syvs programmer.

- Det er noget af det bedste radio, der har været, siger Mikkel Dupont.

- Jeg er ked af det. Det er fandeme for dårligt, at det lukker, siger han.

Artiklen fortsætter efter billedet ...

Flere af de fremmødte ifører sig armbånd for at vise deres sympati med Radio24syv. Foto: Linda Johansen
Flere af de fremmødte ifører sig armbånd for at vise deres sympati med Radio24syv. Foto: Linda Johansen

Det er slut
Efter en time slutter programmet med en vejrudsigt, hvor Kirsten Birgit udnytter muligheden for at takke programmets trofaste lyttere.

- Og så kan I i øvrigt rende mig i røven, udbryder hun til sidst i takketalen.

Folk klapper og hujer.

- KISSER, KISSER, KISSER! råber de i kor.

Værterne Rasmus Bruun og Frederik Cilius træder ud af radiostudiet og går hen til vinduerne for at vinke til folket.

Rasmus Bruun hæver armene, og jublen forstummer.

- 'Den Korte Radioavis' vil gerne invitere jer alle over på Stjernen til fri bar, råber han, og publikum hujer.

- Vi glæder os til at drikke os fulde med jer!

Halvvejs gennem udsendelsen dukker politiet op, fordi den store menneskemængde udgør en fare for trafiksikkerheden. Foto: Linda Johansen
Halvvejs gennem udsendelsen dukker politiet op, fordi den store menneskemængde udgør en fare for trafiksikkerheden. Foto: Linda Johansen

15 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere