På snuden af Ishøj Havn ligger vandkulturbåden 'Havfruen'.
Om eftermiddagen er båden åben for køb af enkeltbilletter for alle kommunens borgere. Til gengæld er bådens to dæk, sauna og tilhørende varmestue, med kaffe ad libitum, hver formiddag spærret til Ishøj Strandbadeforenings 200 medlemmer.
'Isbjørnen', som klubben går under i lokale munde, kan til efteråret fejre 15 år med iskold nøgenbadning på den københavnske vestegn.
- Så vi er en ung klub, hvis man sammenligner os med nogle af de andre i Danmark, siger formand Edvard Kejser, da Ekstra Bladet besøger 'Isbjørnen' en tirsdag morgen i januar.
Tilbage i 2003 var det to modige kvinder, der første gang fik idéen om at løbe nøgne i Ishøj Strand.
- Dengang havde vi ikke en gang et omklædningsrum. Det var bare af med tøjet, og så afsted, siger Ib Jensen, der har været medlem i alle 15 år.
Formanden Edvard Kejser har selv vinterbadet i syv år, mens hans formandskab har varet siden 2013.
- Første gang jeg badede var en juleaften i 11 graders frost. Så var man ligesom i gang, og jeg har ikke kunnet stoppe siden.
Artiklen fortsætter under billedet...
Man bliver afhængig
- I skal fandeme ikke skrive, at det er varmt, for det er det ikke, lyder det til Ekstra Bladets udsendte fra en af de mandlige medlemmer, der lige er kommet op af vandet.
Ret skal være ret. Denne morgen, et par minutter i halv ni, står termometeret en enkelt grad over nul.
- Vi var sgu nødt til at slå hul på isen med brækstangen, da vi kom, lyder det fra Svend og Olaf. De har for længst overstået det daglige dyp, og sidder, kun omsvøbt af håndklæder og drikker kaffe.
- Der sker noget med ens krop, når man hopper i så koldt vand. Du får virkelig et boost, forklarer formand Edvard.
- Hvis jeg er dødtræt, og har været i byen, og så hopper i vandet, så kommer energien tilbage.
- Det er jo en slags narkotika. Vi skal herned, understreger Olaf.
Artiklen fortsætter under billedet...
En ny tid
Hos 'Isbjørnen' er det yngste medlem et sted i trediverne, mens alderspræsidenten har rundet 88.
- Dengang jeg startede, var det mest pensionister, der kom her, siger formanden.
- Og når jeg fortalte folk, at jeg vinterbadede, så kiggede de på mig, som om der var noget galt med mit hoved. I dag er folk både åbne og nysgerrige, så der er helt klart sket et holdningsskift, siger formanden.
I dag må han gang på gang afvise folk, der ønsker at blive medlem i 'klubben.'
- Man lærer jo hinanden at kende på en anden måde. Vi er de samme, der kommer hver dag. Der er sgu ingen, der har en høj hat på her, siger Svend.
Artiklen fortsætter under billedet...
Modige journalister
Det er efterhånden stilnet af på 'Havfruen', men et spørgsmål har dog spøgt hele morgenen.
- Hvorfor hopper I ikke selv i?
Sådan måtte det blive, og Ekstra Bladets udsendte fik deres debut i 'det kolde gys'.
Og hvad Olaf sagde, kan disse journalister kun tilslutte sig.
- Man kan høre isen snakke.
Vinterbadesæsonen starter i november og slutter i marts.