Efter advarsel om salmonellaudbrud: Det er kun toppen af isbjerget

Statens Serum Institut forsøger at få et overblik over udbruddet og leder fortsat efter smittekilden

Hvor alvorligt er udbruddet, og hvad skal du gøre for at undgå at få salmonella? Det får du svar på her. Producer: Martin Lorentsen

Antallet af smittede af den frygtede salmonella-bakterie er steget, siden Statens Serum Institut tidligere i december advarede om et udbrud i Danmark.

Nye tal fra instituttet viser nemlig, at 33 personer tirsdag er smittet med salmonella. En større undersøgelse for at finde årsagen bag salmonella-udbruddet er igangsat, men indtil videre er der ikke sket et gennembrud endnu.

Det eneste, der lige nu ligger fast, er, at der er tale om typen monofasisk Typhimurium, der ofte findes i svinekød, lyder det fra Statens Serum Institut.

Sådan undgår du at blive smittet

Der er nogle få, men gode råd, som du skal følge, hvis du vil undgå at blive smittet med salmonella:

1) Husk at vaske dine hænder, når du har rørt ved råt kød. På den måde undgår du at sprede bakterier til færdig mad fx stegt kød, salat og brød.

2) Det er vigtigt at holde det rå kød adskilt fra det kød, som er stegt. På den måde undgår du at sprede bakterier fra det rå kød til det stegte kød.

3) Hakket kød, fjerkræ og mekanisk mørnet kød skal være gennemvarmt. I disse kødtyper kan bakterierne nemlig også sidde inde i varen.

4) Skift eller vask skærebræt og kniv straks efter, at det har været brugt til råt kød. Så undgår du at sprede bakterier fra det rå kød via skærebrættet til mad, der er færdig og klar til at spise fx salat eller brød.

5) Smid den brugte emballage fra råt kød direkte i skraldespanden. Det er vigtigt, at den færdige mad ikke kommer i kontakt med saft fra råt kød, især saft fra fjerkrækød. Smid emballagen ud, og læg ikke det færdigstegte kød tilbage i emballagen

6) Hvis du griller i haven, så følg grillrådene: To fade og To grilltænger - og vask så hænder. Du skal især passe på, når du tilbereder fjerkræ og griller udendørs om sommeren. Det går nemlig ofte galt med hygiejnen ved havegrillen.

Kilde: Fødevarestyrelsen.

Håber at finde kilden
5. december kunne Statens Serum Institut bekræfte, at mindst 28 børn og voksne fra hele landet havde været syge. Det tal stiger nu, og det kan sagtens fortsætte, oplyser epidemiolog på Statens Serum Institut Luise Müller.

Salmonellaudbruddet er i dansk sammenhæng stort, og Luise Müller har tidligere fortalt til Ritzau, at antallet af syge normalt er under ti personer ved et udbrud.

Nu forklarer hun til Newsbreak, at man kun har set toppen af isbjerget med hensyn til antal smittede.

– Der er en vis forsinkelse på det. Der går selvfølgelig et stykke tid, fra man får taget prøven, til den er os i hænde hos Statens Serum Institut. Så hvis der er nogen, der har været syge for nylig, har vi ikke registreret dem endnu, siger Luise Müller til Newsbreak.dk.

Epidemiologen fortæller dog samtidigt, at man ikke skal male fanden på væggen endnu, selvom der er tale om et stort udbrud.

– Der er ikke nogen grund til hverken at frygte julen eller lade være med at spise svinekød. Man skal sørge for at gennemstege og -koge sit svinekød og holde en god køkkenhygiejne, så man holder det rå svinekød fra det spiseklare mad, siger Luise Müller.

Hun forklarer til sidst, at Statens Serum Institut gør alt, hvad de kan for at finde årsagen til smitten.

– Det er en stor spørgeskema-undersøgelse, hvor vi interviewer både patienter og raske kontrolpersoner. De resultater forventes klar i løbet af ugen, lyder det fra Luise Müller.

Symptomer på en salmonellainfektion er blandt andet diarré, opkast og generel utilpashed.

Luise Müller forklarer, at kroppen normalt selv klarer sygdommen. Man skal bare huske at indtage rigeligt med væske, så man ikke dehydrerer.

Salmonellainfektionen kan opstå, hvis kødet ikke bliver stegt ordentligt, eller hvis saft fra svinekødet kommer i kontakt med andre fødevarer, som ikke varmebehandles under tilberedningen i køkkenet.

Der er tale om salmonella fra svinekød. Foto: AP Samfund - 5. dec. 2018 - kl. 11:15 Statens Serum Institut advarer: Større salmonella-udbrud over hele landet

45 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere