Videoer og billeder af alverdens skydevåben, knive og store bundter af kontanter, der bliver fremvist i en promovering af en af landets mest voldelige bandegrupperinger, NNV-banden, er nu fortid på en populær Instagram-profil med over 11.000 følgere.
Facebook, der ejer billedtjenesten Instagram, oplyser til Ekstra Bladet, at kontoen er blevet fjernet.
Det sker, efter at Ekstra Bladet lørdag kunne afsløre Instagram-kontoens indhold, som vi konfronterede den amerikanske tech-gigant med.
’Vi har fjernet kontoen for at overtræde en række af vores politikker. Vi ønsker, at Facebook og Instagram skal være sikre steder, og vi arbejder løbende på at forbedre de metoder, vi bruger til at identificere indhold, der bryder med vores retningslinjer,’ lyder det i en kortfattet mail fra Facebooks presseafdeling mandag aften.
Instagrams retningslinjer er ifølge virksomheden blandt andet:
'Instagram er ikke et sted, man skal bruge til at støtte terrorisme, organiseret kriminalitet eller hadegrupper.'
'Da der er så mange forskellige personer og aldersgrupper, der bruger Instagram, fjerner vi af og til videoer af intens og udpenslet vold.'
Du kan se mange flere billeder og videoer fra den nu lukkede Instagram-konto i artiklen herunder.
Våben, penge og kvinder: Berygtet bande blærer sig
Pistoler, knive og dansk rapmusik
Ekstra Bladet er i besiddelse af en stor del af materialet, som NNV førte sig frem med på den nu lukkede Instagram-profil.
Udover våbenarsenalet er der blandt andet tale om en video, hvor støtter eller medlemmer af banden affyrer skud ud ad vinduet fra en kørende bil, mens de hører dansk gangsterrap.
Ofte er materialet blevet lagt op akkompagneret af tekster med referencer til NNV-banden.
Banden, der holder til i Københavns Nordvestkvarter og på det ydre Nørrebro, er blevet sat i forbindelse med bombesprængninger, narkokriminalitet, skyderier og er i en voldelig konflikt med banden Brothas. Konflikten har siden september været direkte årsag til, at politiet har oprettet en stor visitationszone i området omkring Nørrebro og Københavns Nordvestkvarter.
NNV blev landskendt i november, da grupperingen tilsyneladende organiserede en spektakulær fangeflugt fra en psykiatrisk afdeling i Slagelse.
Her blev en af bandens ledende figurer, Hemin Dilshad Saleh, befriet. Han var varetægtsfængslet i en sag om grov mishandling af et Brothas-medlem i en frisørsalon på Nørrebro. Overfaldet var med til at kickstarte den voldelige bandekonflikt mellem Brothas og NNV.
På den nu lukkede Instragram-profil blev der jublet over den succesfulde befrielsesaktion.
Hemin Dilshad Saleh er stadig på fri fod.
Ekstra Bladet har tidligere været i en kort korrespondance med indehaverne af profilen.
Avisens journalist blev i den forbindelse blokeret fra profilen.
Der skete en fejl under valideringen af din bruger.
Gå til Min profil eller prøv igen senere.