Efter bølge af voldtægter: Kvinder i oprør

I Sydafrika har voldtægten og mordet på en 19-årig kvinde sat ild til sociale medier og ført til store demonstrationer. Kvinder kalder på forandring i landet, hvor voldtægt og kvindemord er blevet hverdag

4. september mødte omkring 500 demonstranter op foran Cape Towns Internationale Konventionscenter, hvor de demonstrerede mod mænds vold mod kvinder i Sydafrika. Politiet mødte dem med bedøvelsesgranater og en vandkanon. Foto: Rodger Bosch / AFP
4. september mødte omkring 500 demonstranter op foran Cape Towns Internationale Konventionscenter, hvor de demonstrerede mod mænds vold mod kvinder i Sydafrika. Politiet mødte dem med bedøvelsesgranater og en vandkanon. Foto: Rodger Bosch / AFP

19-årige Uyinene Mrwetyana skulle bare hente en pakke på et posthus i den sydafrikanske by Cape Town, da hun 24. august blev voldtaget og myrdet af en mand, der arbejdede på posthuset.

Knap en uge efter blev manden arresteret, og det formodede lig af den unge studerende fundet. Manden er sigtet for mord, voldtægt og for at forhindre efterforskningen. Det oplyser det sydafrikanske medie News24.

Forbrydelserne mod Uyinene Mrwetyana har ført til store demonstrationer og har skabt røre på sociale medier. Her kræver demonstranterne en ende på vold mod kvinder i Sydafrika. Et land, hvor antallet af voldstilfælde mod kvinder stiger, på trods af at kriminaliteten i landet ifølge statistikkerne er faldet.

En del af kulturen
Ifølge Morten Nielsen, Afrika-aktivist og sekretariatsleder på Global Aktion, finder man baggrunden for voldstendensen i den sydafrikanske kultur.

- Historisk set har Sydafrika løst sine konflikter gennem vold og gør det i vid udstrækning stadig, fortæller Morten Nielsen til Ekstra Bladet.

- Det gælder både vold fra staten, i lokalområdet og i familien, og volden går værst ud over kvinder og børn.

Artiklen fortsætter efter billedet...

19-årige Uyinene Mrwetyana var kun endnu et offer i rækken af ofre. Foto: Rodger Bosch / AFP
19-årige Uyinene Mrwetyana var kun endnu et offer i rækken af ofre. Foto: Rodger Bosch / AFP

En fordel at slå ihjel
Ifølge sydafrikansk politi blev hele 2930 kvinder myrdet i Sydafrika i perioden 2017-2018. Det svarer til, at en kvinde bliver myrdet hver tredje time, skriver News24. I samme periode modtog politiet 40.035 anmeldelser om voldtægt. Der kan være flere ofre, som ikke anmelder voldtægten.

Ifølge Morten Nielsen er Sydafrika tæt på at have verdensrekord i antal voldtægter pr. kvinde.

- Flere NGO'er anslår, at hvert 21. sekund bliver en pige eller kvinde voldtaget i landet, siger han.

Morten Nielsen mener, at det er blevet en norm i Sydafrika, at man tillader voldtægt. Normen trækker tråde tilbage til apartheidtiden.

- Under apartheid havde 80 procent af befolkningen ikke nogen rettigheder, og de kunne ikke beskytte sig mod overgreb. Hverken fra dem, der havde magten, eller fra deres egne, fortæller Nielsen.

- Det, at være retsløs i sin egen stat, har ført til, at der er opstået en norm om, at 'det her kan man bare gøre'.

Ingen lytter
Men antallet af kvindemord er eksploderet over de sidste par år i Sydafrika. Det er der flere årsager til, oplyser Morten Nielsen.

- En af årsagerne er, at det sydafrikanske politi ikke formår at opklare drabssager, fordi mange af betjentene er dårligt uddannede, og fordi der er så mange sager. Det gør, at det er en fordel for voldtægtsforbryderen at slå offeret ihjel efter voldtægten, så der ikke er noget vidne, siger han.

Voldtægtskulturen gennemsyrer det sydafrikanske samfund, fastslår Morten Nielsen.

- Bare det at politianmelde en voldtægt er stort set umuligt. De lytter ikke, medmindre du laver en masse støj.

Artiklen fortsætter efter billedet...

Op mod tusinde kvinder og mænd tager del i endnu en demonstration i dag 5. september. Foto: Rodger Bosch / AFP
Op mod tusinde kvinder og mænd tager del i endnu en demonstration i dag 5. september. Foto: Rodger Bosch / AFP
 

'Er jeg den næste i rækken?'
Netop støj forsøger Sydafrikas kvinder at skabe til demonstrationer og på sociale medier. Med hashtaggene #enoughisenough, #amInext og #sashutdown kræver kvinderne at blive set og hørt.

'Vi stopper ikke', skriver en kvinde på mediet Twitter til en række billeder, hvor unge mænd og kvinder poserer med skilte.

'Nok er nok', skriver en anden kvinde på det sociale medie til et billede, hvor hun og en mand holder skilte med teksten 'Er jeg den næste i rækken?' og 'Stop med at voldtage os'.

Kampen fortsætter
I Sydafrika fortsætter demonstrationerne, mens ordet spreder sig på sociale medier. Og ifølge Morten Nielsen er der håb.

- Jeg tror ikke, det her oprør kommer til at dø ud lige foreløbig. Jeg tror, det kommer til at blive rigtig stort, siger han.

- Man kan godt uddanne politiet til at håndtere sager om vold og seksuel vold mod kvinder. Man kan godt uddanne skolelærere til ikke at understøtte vold og seksuel vold mod kvinder i undervisningen. Man kan godt presse politikerne. Det er muligt at ændre kulturen, siger han. 

- Politikerne, som har haft magten de sidste 25 år, kunne have været bedre rollemodeller. Men det har de valgt ikke at gøre, fordi selv de har haft svært ved at holde lynlåsen lukket, mener Morten Nielsen. Foto: Rodger Bosch
- Politikerne, som har haft magten de sidste 25 år, kunne have været bedre rollemodeller. Men det har de valgt ikke at gøre, fordi selv de har haft svært ved at holde lynlåsen lukket, mener Morten Nielsen. Foto: Rodger Bosch
 

104 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere