Kinesiske protester mod hårdtslående restriktioner brød ud i lys lue efter næsten tre år i magthavernes corona-jerngreb.
Siden blev der lovet bod og bedring til det kinesiske folk, som har måttet finde sig i konstante tests, kontante nedlukninger af millionbyer og tvungen isolation.
Officielt forklares u-vendingen med, at den langt mindre dødbringende omikron-variant nu er den dominerende.
Det skriver britiske The Guardian.
Fagre nye Kina
De kinesiske borgere kan nu handle ind og benytte sig af offentlig transport uden friske negative tests - og også offentlige steder som parker kan atter benyttes. Samtidig kan de nøjes med at isolere sig i hjemmet, hvor staten tidligere drev deciderede isolationscentre.
Det følger i kølvandet på meldinger fra landets vicepremierminister, Sun Chunlan, som udtalte at sundhedssystemet havde 'modstået prøven', og at man nu stod overfor en helt ny situation med smitten. Nemlig overgangen fra en corona-variant til den mindre smitsomme omikron som den dominerende variant i landet.
- Kina har brug for at finde en vej ud. Så jeg synes det ser belejligt ud for dem, at argumentere for, at virusen har udviklet sig på en måde, der gør det nemmere at åbne op, siger Linda Bauld, som er professor i folkesundhedsvidenskab ved Edinburg University, til mediet.
Artiklen fortsætter efter videoen ...
Kinesiske demonstranter er de seneste dage gået på gaden i protest mod de coronarestriktioner, der gælder i landet og politiet forsøger at holde styr på det stigende antal af demonstranter
Lav vaccinationstilslutning
Selvom omikron-varianten ganske vist medførte lavere dødelighed i vestlige lande, da den her blev den dominerende variant, taler det til ulempe for Kina, at en lille del af befolkningen i forvejen har antistoffer fra tidligere smitte. I Storbritannien havde op mod 95 procent af befolkningen antistoffer fra netop overstået corona-smitte eller vaccinerne.
Kun 40 procent af den kinesiske befolkning over 80 år har modtaget booster-vacciner.
- Selvom data viser os, at omikron er mindre alvorlig end delta-varianten, har vi set i Hong Kong, hvor dødelig omikron kan være, når der ikke er en historik med tidligere smitte og begrænset vaccination af sårbare grupper, som for eksempel ældre, udtaler Martin Hibberd, som er professor i infektionssygdomme ved London School of Hygiene & Tropical Medicine.