Efter coronaadvarsel: Færre passagerer i metroen

Færre pendlere har benyttet busser og tog over hele landet onsdag efter regeringens råd om at undgå myldretid

Det kunne tydeligt mærkes på den kollektive morgentrafik, at myndighederne har opfordret til at undgå myldretiden. Cirka en tredjedel færre passagerer var med den københavnske metro onsdag morgen. (Arkivfoto) Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Det kunne tydeligt mærkes på den kollektive morgentrafik, at myndighederne har opfordret til at undgå myldretiden. Cirka en tredjedel færre passagerer var med den københavnske metro onsdag morgen. (Arkivfoto) Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Efter opfordring fra regeringen og myndighederne var der en del, der havde valgt at undgå at tage kollektiv trafik onsdag morgen.

Det kunne mærkes hos Københavns metro.

Metroselskabet oplyser, at der var cirka en tredjedel færre passagerer onsdag morgen.

- Vi kan konstatere, at vi her til morgen har haft cirka en tredjedel færre passagerer, end vi normalt har i morgenmyldretidstrafikken, siger Metroselskabets direktør, Henrik Plougmann Olsen i en pressemeddelelse.

- Det kan tyde på, at mange har lyttet til anbefalingerne om at forsøge at tilrettelægge deres rejse, så de undgår myldretiden – så mange tak til passagererne for at hjælpe.

Onsdag morgen var der cirka 38.000 passagerer i metroen mellem klokken syv og klokken ni. Det er helt præcist 30 procent mindre end normalt.

Metroselskabet siger, at det har øget antallet af tog på skinnerne - så der køres med maksimum kapacitet mellem klokken seks og klokken 20. Samtidig er der skruet op for rengøringen.

DSB har også oplevet en 'markant nedgang' i kunder onsdag, oplyser informationschef Tony Bispeskov.

- Jeg har talt med en del pendlere og kolleger, og jeg har selv været ude i togene, og der har været et markant frafald af kunder i togene.

- På nogle afgange er det op mod en halvering af antallet i forhold til en normal onsdag, lyder det.

Der kan endnu ikke sættes konkrete tal på, da mange med pendlerkort blot kan stige om bord uden at tjekke sig ind.

DSB har sat ekstra togvogne på 150 afgange. Desuden bliver der gjort ekstra rent.

Hvordan det kommer til at se ud de kommende dage, ved Tony Bispeskov endnu ikke, men DSB følger udviklingen tæt.

DSB har onsdag aften indført krav om pladsbillet på alle rejser med Intercity og IC-Lyn tog. Alle pladsbilletter er gratis, indtil situationen ændrer sig.

Hos Midttrafik, som administrerer den kollektive trafik i den midtjyske region, er der også et overordnet billede af 'langt færre' kunder end normalt.

Det fortæller Britta Charmig fra Midttrafiks pressetjeneste.

Hun understreger, at det også kan skyldes, at chaufførerne er blevet påbudt at lukke dørene, når alle siddepladser er optaget.

Movia, der står for busser i Østdanmark, tilslutter sig meldingen om færre rejsende.

I nogle tilfælde har busserne ikke samlet passagerer op, men Camilla Struckmann, som er kommunikationsdirektør, håber på forståelse og opfordrer til at følge chaufførernes instrukser.

0 kommentarer
Vis kommentarer