En lang række afsløringer i Ekstra Bladet om mulig svindel i Forsvarets Ejendomsstyrelse (FES) får nu konsekvenser.
Onsdag eftermiddag bekræfter styrelsen, at man har valgt at politianmelde sagen.
'Det er korrekt, at vi har indgivet en politianmeldelse om muligt misbrug af offentlige midler,' skriver FES i en mail til Ekstra Bladet.
Ekstra Bladet har blandt andet kunnet fortælle, hvordan Udlændingestyrelsen i en årrække udbetalte 218 millioner kroner i blinde.
Artiklen fortsætter under videoen...
Forgyldte kæreste
Det betød, at en kvindelig ansat i Forsvaret fik rig mulighed for at forgylde sin kæreste med millionordrer, ligesom kæresten blev aflønnet af Forsvaret ved at sende regninger til et transportfirma - uden formelt at være ansat i firmaet.
Et vagtfirma, som kvinden hyrede, indkasserede over 20 millioner på få år, selvom der ikke findes dokumentation for, hvorfor vagterne overhovedet skulle hyres.
Ejendomsstyrelsen bekræfter i en mail, at det er de i Ekstra Bladet omtalte sager, der er blevet meldt til politiet.
Det er dog ikke muligt at få oplyst, hvad anmeldelsen præcis lyder på, hvor mange personer der er politianmeldt, hvornår anmeldelsen er indgivet, og om der er rejst sigtelser i sagen.
Artiklen fortsætter under billedet ...
Den betroede medarbejder var i cirka 30 år ansat i Forsvaret. De sidste år sad hun med ansvaret for indkvartering af asylsøgere, og hun rejste land og rige rundt for at åbne og lukke asylcentre og sørge for, at der var senge og andet inventar, når asylsøgerne kom frem.
Da aftalen om asylindkvartering overgik fra Forsvaret til Jammerbugt Kommune i 2015, flyttede kvinden med og beholdt samme ansvar.
Minister i samråd
Selvom kvinden ikke var ansat direkte i Udlændingestyrelsen, var det styrelsens penge, der blev brugt, og dermed styrelsens ansvar at sikre, at de mange skattekroner blev forvaltet ordentligt.
Onsdag skulle udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) stå skoleret over for Folketingets Udlændinge- og Integrationsudvalg og svare på, hvorfor ingen nogensinde krævede at se dokumentation for, hvad de mange penge blev brugt på.
- Jeg blev selvfølgelig også chokeret, da jeg læste i Ekstra Bladet, at en ansat potentielt har svindlet med offentlige midler, lød det fra Tesfaye.
Artiklen fortsætter under videoen ...
På samrådet erkendte ministeren, at styrelsen har sovet i timen.
- Udlændingestyrelsens kontrol har ikke været tilstrækkelig tilbage i tiden. Det er trods alt en del penge, der er tale om, sagde Mattias Tesfaye og fortalte, at der klart var 'grundlag for at løfte pegefingeren' for Udlædningestyrelsen.
Pia K: Råddenskab
Det var Pia Kjærsgaard (DF), næstformand for Folketingets Udlændinge- og Integrationsudvalg, der havde indkaldt til samrådet.
Og hun lagde ikke fingrene imellem.
- Den her sag lugter af råddenskab og nepotisme. Den lugter af, at man ikke har ført kontrol, og det synes jeg ikke, man kan leve med, sagde Pia Kjærsgaard.
Minder om Britta-sag
DF'eren sammenlignede flere gange sagen med Britta Nielsen-sagen, hvor det lykkedes én kvinde at svindle for 117 millioner kroner.
- Der er så meget i det her, der vækker mindelser om Britta-sagen, sagde Kjærsgaard.
Tavs Bramsen
Forsvarsminister Trine Bramsen (S) er mere tavs, og hun har ingen kommentarer til den verserende sag.
I foråret, da de første afsløringer blev bragt, understregede ministeren dog, at enhver mistanke om svindel ville blive politianmeldt.
‘Jeg ser med største alvor på alt, hvor der kan stilles spørgsmål ved, om ansatte i Forsvaret har opført sig, som de bør. Også tilbage i tiden. Det gælder ikke mindst enhver form for misbrug af offentlige midler og misbrug af deres beføjelser,' sagde Bramsen og tilføjede:
‘Derfor har jeg bedt om, at sagen undersøges. Viser der sig at være den mindste mistanke om, at der er begået ulovligheder, bliver sagen selvsagt anmeldt til politiet.’