Efter fejl: 208.000 danskere får tilbud om nyt pas

På en lang række udstedte pas er der byttet om på venstre og højre fingeraftryk

Over 200.000 danskere får disse dage besked fra politiet om, at der er fejl i deres pas.

Fejlen betyder, at der byttet rundt på venstre og højre fingeraftryk.

Det skriver KL på sin hjemmeside.

I alt drejer det sig om 208.000 pas, der er udstedt i perioden fra 2014 til 2017.

'Passene er stadig fuldt gyldige, og ingen borgere har oplevet problemer med at bruge deres pas. Men ifølge Rigspolitiet kan der i fremtiden være en risiko for, at borgerne kan få problemer ved rejser til bestemte lande. Derfor har Rigspolitiet besluttet, at passene skal udskiftes,' skriver KL.

Besked i e-Boks
Hvis ens pas er blandt de fejlbehæftede, får man direkte besked i e-Boks og skal møde op på Borgerservice for at få lavet et nyt.

- Det er selvfølgelig drønærgerligt, at fejlen overhovedet er opstået, og det er irriterende for de borgere, som nu skal ned på Borgerservice for at få udskiftet passet.

- Men vi håber, at det kan gøres så smidigt som muligt. Og står man over for en rejse i den kommende tid, skal man ikke være bange for at tage af sted, siger KL-direktør Christian Harsløf i en pressemeddelelse.

Udskiftningen af pas kommer til at foregå over det næste halve år.

Opdateres ...

200 kommentarer
Vis kommentarer