Mens amerikanske medier koger over, efter en mailkorrespondance mellem Trumps søn og russere er blevet offentliggjort, må det være meget rart at tage et par dage i Paris.
Trump ankom således i går til den franske hovedstad, hvor han er inviteret for at markere 100-året for, at amerikanerne gik ind i Første Verdenskrig, ligesom Bastilledagen i år også markerer et-årsdagen for terrorangrebet i Nice.
Hvor behageligt de to dage med Macron reelt bliver for den amerikanske præsident er dog uvist.
For selvom Macron kun har været fransk præsident siden 14. maj i år, har der været mindst to akavede møder mellem de to præsidenter.
Artiklen fortsætter under billedet.
Udtryk for dominans
Begge situationer udspringer af noget så almindeligt som at hilse. Af nogle psykologer er Trumps karakteristiske håndtryk, hvor han klemmer til og hiver folk ind til sig, nemlig blevet set som et tegn på, at han gerne vil dominere.
Det har Macron imidlertid ikke villet finde sig i.
Til NATO-topmødet i slutningen af maj gjorde Frankrigs præsident sig således bemærket hele to gange, hvor han satte Trump 'på plads.' Først ved ikke at ville give slip på Trumps hånd ved et officielt møde, som du kan se i videoen nedenfor, og senere ved at ignorere ham.
Dagen efter det tåkrummende håndtryk, trak mødet mellem Macron og Trump igen overskrifter, da franskmanden lod Trump 'hænge' og gav sig god tid til at hilse på Merkel, Jens Stoltenberg, NATO's generalsekretær, og Belgiens premierminister
Se, da Macron hængte Trump til tørre til NATO-topmødet i maj, i videoen nedenfor.
Frankrig som dårligt eksempel
At Emmanuel Macron tog utraditionelle midler i brug over for Trump, kan også skyldes, udover at ville sætte sig i respekt, at han simpelthen har været provokeret af sin amerikanske kollega.
- Trump har generelt udtalt sig kritisk om Frankrig og har kørt benhårdt på Frankrig som et eksempel på, hvor galt det kan gå med indvandring i sin valgkamp. Det tror jeg har provokeret Macron, siger Philip Ulrich, udenrigsredaktør på mediet Kongressen.
Mens Macron og Trump i går hilste udramatisk, så var der igen dømt akavet stemning, da Trump mødte Frankrigs førstedame.
Artiklen fortsætter under billedet.
Mere til fælles
Til trods for deres uenigheder, så har Trump og Macron dog ganske meget til fælles. Derfor er der potentiale for at komme fint ud af det sammen, mener Philip Ulrich.
- Jeg tror ikke, der er varme følelser mellem de to herrer, men jeg tror, der er en respekt. Blandt andet på grund af det her famøse håndtryk. Trump forstår den slags. Men også fordi, at de for eksempel begge to var outsidere til præsidentposten.
- De har også en fælles referenceramme i forhold til, at de ikke er politikere, men har stor erfaring fra erhvervslivet, hvor man på en anden måde skal læse og håndtere folk, end politikere skal, siger Philip Ulrich.
'Hvad kan du tilbyde'
På grund af mødets ceremonielle karakter forventes det ikke, at de vil indgå nogen aftaler, men de vil alligevel forsøge at påvirke hinanden, mener Philip Ulrich.
- Jeg tror, at Macron vil prøve at rykke Trump på blødere emner som klima og frihandel, mens Trump vil søge yderligere støtte til krigen mod IS og ikke mindst til Afghanistan. Her tror jeg, han vil høre Macron, 'hvad kan du tilbyde?'
Donald Trump og Air Force One vender snuden hjemad i aften.