Efter forældrepres: Terrorøvelser i folkeskolen aflyst

De omstridte terrorøvelser, der skulle være afholdt i på alle skoler Esbjerg Kommune i denne uge, er blevet aflyst efter et større forældrepres

Børn helt ned til 1. klasse skulle i Esbjerg Kommune have været en del af en terrorøvelse på deres skole. (Foto:Per Folkver)
Børn helt ned til 1. klasse skulle i Esbjerg Kommune have været en del af en terrorøvelse på deres skole. (Foto:Per Folkver)

I denne uge skulle børn i alle aldre i Esbjerg Kommune have deltaget i en terrorøvelse på deres skole.

Her skulle børnene forberedes, hvis der skulle ske et angreb som i Paris for nylig eller i Sverige, hvor en sværdmand gik amok i oktober og dræbte og sårede børn.

Men efter et større pres fra utilfredse forældre, er øvelserne nu blevet aflyst, skriver TV Syd.

-  Vi aflyser øvelserne, fordi der har været så megen virak om øvelserne, at det vi i virkeligheden ville – nemlig at afprøve vores beredskab på skolerne i almindelighed – fortaber sig i debatten om man er for eller imod en terrorøvelse, siger Esbjerg Kommunes skolechef Henrik Schou til TV SYD.

Børnepsykolog om terror-øvelser for børn: Det pisker en stemning op

Han bekræfter samtidig, at en række forældre har henvendt sig til kommunen for at udtrykke deres modstand overfor øvelsen.

De har ment, at der ikke var nogen grund til at gøre børnene unødvendigt bange og bekymrede, da risikoen for et angreb på en skole i Esbjerg er så lille.