Efter forvirring: Grønt lys til havefester

Forsamlingsforbuddet på ti personer gælder ikke længere i private haver, slår Sundhedsministeriet nu fast. Der er altså håb for studenterfester og andre fejringer hen over sommeren

Sådan kunne et setup se ud, hvis du vil afholde årets havefest for dig og dine venner. Foto: Privat
Sådan kunne et setup se ud, hvis du vil afholde årets havefest for dig og dine venner. Foto: Privat

Der er gode nyheder til det festhungrende danske folk.

For fra fredag er det tilladt at forsamles i private haver til festivitas og sociale arrangementer.

Indtil nu har det stået uklart, hvordan reglerne var omkring afholdning af arrangementer i private haver.

Mens det hele tiden har været okay at samles mere end ti personer i hjemmet, har det ikke været tilladt at benytte en eventuelt tilknyttet have.

Det er nu lovligt, slår ny bekendtgørelse fra Sundhedsministeriet fast, der gælder fra fredag 22. maj.

- Med den nye bekendtgørelse er der kommet en ændring, der gør, at du gerne må holde et arrangement i din have. Det måtte du ikke før i dag, hvor den nye bekendtgørelse præciserer, at det er tilladt at holde en fødselsdag eller lignende i ens private have, fortæller en talsperson fra Rigspolitiets kommunikationsafdeling til Ekstra Bladet.

Stor usikkerhed
Coronavirussens indtog har givet grå hår til brancher på stribe.

Sommerens mange planlagte arrangementer er aflyst eller udskudt. Hvad enten det drejer sig om festivaler eller koncerter.

Med den nye bekendtgørelse er der dog et nyt håb for de mange virksomheder, der lever af at stable en privat fest på benene.

En af de virksomheder er Løsning Telt og Serviceudlejning, der selvsagt er tilfredse med dagens nye bekendtgørelse.

- Den er vi selvfølgelig rigtig glade for, lyder det fra Jonna Simonsen, der ejer virksomheden.

- For jeg har jo mange kunder, der ringer og siger, at de ikke tør at holde rund fødselsdag hjemme i deres have, hverken i juni eller juli, for vi må jo ingenting, fortæller Jonna Simonsen.

Gælder ikke lejlighedskomplekser
Jonna Simonsen har de sidste par måneder været vidne til, hvordan alle de arrangementer, hun skulle have leveret udstyr til, er blevet aflyst eller udskudt.

- Min forretning har taget enorm skade, fordi der jo ikke har været nogen fester at leje udstyr til, fortæller Jonna Simonsen.

Nu glæder hun sig til at komme i gang igen, og forhåbentlig være med til at skabe nogle festlige sammenkomster.

- Man skal selvfølgelig overholde de restriktioner, som sundhedsmyndighederne udstikker og overholde alle regler såsom at have en god bunke sprit med, men det kigger vi også på at kunne levere, nu vi åbner op igen, fortæller Jonna Simonsen.

Mens det nu er tilladt at holde sammenkomster for mere end ti personer i private hjem og dertilhørende haver, må borgere bosatte i lejlighedskomplekser stadig vente lidt endnu med at kunne udnytte eventuelle udendørsarealer.

Bekendtgørelsen gælder nemlig ikke gårde og lignende, som et større antal beboere råder over, står der i skrivelsen.

87 kommentarer
Vis kommentarer