Efter gråvejrsuge: Nu kommer solen tilbage

Efter kedeligt vejr i store dele af landet, bliver der mange steder et gensyn med solen

Arkivfoto: POLFOTO
Arkivfoto: POLFOTO

Efter en uge, der for manges vedkommende stod i efterårsferiens tegn, var synet på den anden side af vinduet især i den østlige del af landet en kedelig, gråklædt himmel, der ofte bød på regn i større eller mindre mængder.

Med efterårsferien vel overstået, ser meget dog ud til, at gråvejret er forbi for en stund.

- Her til morgen har der været klart vejr i hele landet, men der er samtidig ret udbredt tåge rundt omkring på Sjælland, Fyn og det centrale Jylland. Så mange steder er der trukket op til en dag med tåge mange steder, men der er også klare områder rundt omkring, siger Mogens Rønnebek, vagthavende meteorolog ved DMI, til Ekstra Bladet.

Han fortæller, at det klare vejr vil fortsætte hele dagen, så det bliver en pæn mandag de steder, hvor solen kan trænge igennem.

- Nu har solen ikke så meget magt længere, så den har svært ved at brænde tågen af. Derfor bliver det lidt vekslende vejr henover landet, men der bliver da også perioder med solskin rundt omkring mellem de tågeskyer, der driver rundt omkring.

Landet over byder dagen på temperaturer omkring 12-13 grader og meget lidt vind, hvilket også er medvirkende til, at den genstridige tåge især i Midtjylland kan blive hængende det meste af dagen.

Gentagelse tirsdag
Mandag bliver dog ikke den eneste dag i løbet af ugen, der byder på pænt efterårsvejr, omend der ikke er nogen grund til at tro for meget på en solrig uge.

- Tirsdagen er en dag, der ligner lidt i dag, hvor vi får svage vinde og morgen- og formiddagståge, lidt eller nogen sol og samme temperaturer. Men onsdag og torsdag bliver det mere klassisk efterårsvejr. Onsdag passerer der et frontsystem med regn og rusk, og torsdag byder på byger og stadigvæk også halvblæsende, siger meteorologen.

Slutningen af ugen tegner dog til at indbyde udenfor i efterårsvejret igen.

- Vinden aftager fredag, og det ser ud til at blive rimelig tørt fredag og lørdag, siger Mogens Rønnebek.

Natten til mandag har der været nattefrost enkelte steder, mens det samme formentlig bliver tilfældet natten til tirsdag. Ugen igennem kommer temperaturerne dog til at ligge på den gode side af 10 grader.

5 kommentarer
Vis kommentarer