Efter hård kritik: Nu ændrer Pape lovforslag om dine private data

Flere har kritiseret Papes forslag for at svække retssikkerheden - nu stiller ministeren et ændringsforslag

Søren Pape siger, at han har lyttet til kritikken. Foto:  Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Søren Pape siger, at han har lyttet til kritikken. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Efter massiv kritik stiller justitsminister Søren Pape Poulsen (K) nu et ændringsforslag til et lovforslag om databeskyttelsesloven.

Det oplyser Justitsministeriet fredag i en pressemeddelelse.

Se også: Lovforslag åbner for hemmelig overvågning af danskerne

Pape: Datasikkerhed er meget vigtigt
Ændringen betyder, at borgere fortsat skal underrettes, hvis myndighederne vil bruge deres oplysninger til eksempelvis at kontrollere socialt bedrageri.

'Borgernes datasikkerhed er meget vigtigt for mig.'

'Derfor har jeg lyttet til de bekymringer, der har været rejst i forbindelse med behandlingen af lovforslaget,' skriver Søren Pape Poulsen i pressemeddelelsen.

Se også: Regeringen ignorerer ønske om straf for offentligt datasjusk

Skarp kritik fra jurister
Regeringen har i lovforslaget lagt op til, at myndigheder fra 25. maj skal kunne videregive og samkøre borgernes personoplysninger.

Lovforslaget havde også lagt op til, at det skulle ske uden at oplyse borgerne om, at deres personoplysninger bruges til helt nye formål. Det er den del, der nu ændres.

Det oprindelige forslag blev skarpt kritiseret af juridiske eksperter og en række organisationer.

Danmark hører til blandt et af verdens mest overvågede lande. Men ny dom fra EU kan klippe vingerne af regeringens planer om at overvåge millioner af uskyldige danskere endnu tættere. Teknologi - 12. jan. 2017 - kl. 15:29 Domstol i klar dom: Dansk masseovervågning er ulovlig

De advarede mod en alvorlig svækkelse af borgernes retssikkerhed og en hemmelig overvågning af befolkningen uden nogen demokratisk kontrol.

I slutningen af januar kritiserede Liberal Alliance forslaget for at gå for vidt.

- Helt principielt handler det om, at data om dit og mit liv er vores ejendom og ikke statens ejendom, sagde retsordfører Christina Egelund (LA) til Politiken.

Se også: Hackerangreb koster Mærsk over en milliard kroner

Dokumentation: Det skriver Pape nu

I øjeblikket behandler Folketinget et lovforslag (L68) om databeskyttelsesloven. Lovforslaget skal bl.a. sikre, at det offentlige kan bruge data på en effektiv og ensartet måde, der sikrer en god balance mellem effektivitet i kommunerne og borgernes retssikkerhed.

For at sikre, at borgerens retssikkerhed fortsat er i højsædet i dansk lovgivning, vil justitsministeren fremsætte et ændringsforslag, der betyder, at borgerne fortsat skal underrettes, hvis myndighederne vil bruge borgernes oplysninger for eksempel for at kontrollere for socialt bedrageri.

Justitsminister Søren Pape Poulsen siger:

'Borgernes datasikkerhed er meget vigtigt for mig. Derfor har jeg lyttet til de bekymringer, der har været rejst i forbindelse med behandlingen af lovforslaget. Jeg ændrer nu en bestemmelse i lovforslaget. Ændringen betyder, at myndighederne skal underrette borgeren, hvis borgerens oplysninger bliver brugt til at kontrollere den enkelte for eksempelvis socialt bedrageri.'

Ændringsforslaget vil blive behandlet i forbindelse med Folketingets 2. behandling af lovforslaget.

Lovforslaget har desuden til hensigt at skabe klarhed om myndighedernes anvendelse af data. Det kan blandt andet være i sager om udsatte børn, der skal have hjælp fra kommunen, hvor der ofte er behov for at involvere mange forskellige dele af kommunens forvaltning.

Lovforslaget indeholder desuden en lang række garantier for at beskytte persondata, så oplysninger ikke ligger ubeskyttet i systemet.

Borgeren skal derudover fortsat partshøres, før kommunen træffer en afgørelse om f.eks. at nedsætte en ydelse, og den enkelte vil fortsat blive orienteret, hvis ens oplysninger bliver videregivet til en anden myndighed.

15 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere