Efter hackerangreb: Irlands sundhedssystem lammet

Nedlukningen betyder blandt andet, at en stor del ikke akutte behandlinger, konsultationer og operationer risikerer at blive eller allerede er blevet aflyst

De irske sundhedsmyndigheder har lukket alle it-systemer, efter systemerne er blevet ramt af et omfattende hacker-angreb.

Det skriver flere irske medier heriblandt RTE og Irish Times.

Nedlukningen betyder blandt andet, at en stor del ikke akutte behandlinger, konsultationer og operationer risikerer at blive eller allerede er blevet aflyst.

Ifølge medierne er angrebet foretaget med fuldt overlæg og blevet udført i løbet af natten til fredag.

De beretter videre, at det ikke kommer til at have en effekt på d vaccinationsplanen.

På Rotunda Hospital, et hospital for gravide, i hovedstaden Dublin har man aflyst alle patientbesøg med mindre det er til ventende, der er længere henne end i uge 36.

Hospitalet har samtidig aflyst alle gynækologiske aftaler. Det lyder dog fra hospitalet, at har man akut brug for hjælp, skal man tage fysisk kontakt.

Intet kritisk hospitalsudstyr er ramt af angrebet, og der er udelukkende tale om it-systemer.