Efter hvidvask-skandale: Banker øger kontrollen med danskerne

Efter de seneste års mange skandaler øger danske banker kontrollen med deres kunder

Bankerne har øget kontrollen med deres kunders transaktioner. Foto: Lasse Kofod
Bankerne har øget kontrollen med deres kunders transaktioner. Foto: Lasse Kofod

Kunder i de danske banker vil begynde at mærke effekten af de mange bankskandaler, der har været de seneste år. Bankerne har nemlig strammet op, når det gælder eftersyn med kundernes transaktioner.

Det fortæller Kjeld Gosvig-Jensen, juridisk direktør hos Finans Danmark, til Ekstra Bladet.

- På grund af stramningerne af hvidvaskreglerne har bankerne været nødt til at se på deres procedurer, siger Kjeld Gosvig-Jensen.

- Vi har ganske enkelt været nødt til at stramme op.

Henvender sig til kunder
I praksis betyder det, at danskerne kan forvente at høre en del mere fra deres bank.

- Bankerne vil begynde at stille spørgsmål til kundernes økonomi, hvis de vurderer, at de mangler viden om den. Der er helt afgjort mange danskere, der vil få et opkald fra deres bank, også selvom de har været kunder hos den i mange år, fortæller Kjeld Gosvig-Jensen.

- Derudover vil banken henvende sig til kunder, hvis deres transaktioner bryder med normen.

'Det er grænseoverskridende'
69-årige Ingelise Hockerup er en af de danskere, der for nylig fik et opkald fra sin bank. Hun synes, at det var grænseoverskridende, at banken stillede spørgsmål om hende og hendes mands økonomi.

- De spurgte, hvor mange kontanter vi hæver, hvor mange penge vi sætter ind på vores konto hvert år, om vi får eller sender penge fra og til udlandet, og hvad vi tjener på at leje vores sommerhus ud. Det var svære spørgsmål at svare på, fortæller Ingelise Hockerup.

- Jeg synes, at ens pengesager bør høre inde under privatlivets fred. Det kan ikke passe, at vi skal tjekkes i hoved og bagdel af banken.

Artiklen fortsætter efter billedet ...

Ingelise Hockerup og hendes mand forstår ikke, hvorfor bankerne øger eftersynet med helt almindelige danskere. Privatfoto
Ingelise Hockerup og hendes mand forstår ikke, hvorfor bankerne øger eftersynet med helt almindelige danskere. Privatfoto

'Det er nødvendigt'
Juridisk direktør Kjeld Gosvig-Jensen forstår godt, at det kan virke grænseoverskridende, når ens bank ringer og stiller spørgsmål.

- Vi har øget kontrollen for at forhindre, at forbrydere misbruger vores system. Vi prøver selvfølgelig at gøre det uden at genere vores kunder, men omvendt er vi nødt til at have kontrolsystemer, der er gode nok til at fange de kriminelle, siger han.

- Vi er forpligtet til at overvåge de her transaktioner og reagere på dem, hvis de afviger fra normen. Det er en nødvendighed.

- Hvad hvis man ikke har lyst til at svare på spørgsmålene?

- Så har man desværre et problem. Der er tale om grundoplysninger og ikke personlige oplysninger, og hvis man ikke vil give dem til sin bank, vil man nok få at vide, at så kan man ikke være kunde i banken.

Det var en lignende besked, Ingelise Hockerup fik, da hun spurgte sin bank, om hun kunne undlade at besvare deres spørgsmål.

- Jeg synes, at det er meget bekymrende, at man ikke kan være medlem af en bank, hvis man ikke vil svare på spørgsmålene, siger hun.

- Nogle danske banker har hvidvasket for flere millioner kroner. Det virker rimelig hyklerisk, at de nu skal tjekke os helt almindelige danskere.

573 kommentarer
Vis kommentarer