Årets vel nok ulækreste mad-skandale, som spolerede julemiddag og madglæde i utallige danske hjem, kulminerede søndag sidst på eftermiddagen.
Det skete, da producenten, Dansk And A/S i Struer hjemkaldte tusindvis af andestege, som kan stinke fælt af prut, kloak og fordærv.
Myndighed advarer: Denne juleand må du ikke spise
Ekstra Bladet beskrev ellers lillejuleaftensdag hvorledes producenten mente, at kun godt og vel et dusin ænder - produceret den 10. december - lugtede surt.
Klagestorm
Men ikke så snart var juledag oprindet, før både denne avis og Fødevarekontrollen modtog hundredvis af henvendelser fra forfærdede forbrugere, som beskrev en uappetitlig dunst fra ænderne produceret på andre dage.
Også Meny – det forhenværende Superbest - og Coop, som driver blandt andre Irma og SuperBrugsen, havde modtaget klager – også over ænder produceret på andre dage.
Men man nøjedes med at trække ænder produceret den 10. december tilbage. Lige indtil nu.
Hjemkalder alle
’Vi hjemkalder alle de ænder og andeprodukter der måtte være fysisk i behold fra Dansk Ands samlede produktion for perioden den 9.-21. december 2015, skriver Martin Daasbjerg, direktør i Dansk And A/S i en pressemeddelelse.
Inger købte rådne ænder: Det lugtede af prut i hele køkkenet
-Dansk And A/S ønsker med hjemkaldelsen at være helt sikker på at der ikke er flere ænder med afvigende lugt hos hverken detailhandel eller hos forbrugere, dette for forbrugersikkerhed,' står der i meddelelsen.
’Kvalitet i orden’
Ekstra Bladet har ringet til Daasbjerg for at spørge, hvorfor den store tilbagetrækning først kommer 3-4 dage efter klagestormen begyndte, men han oplyser, at han ikke har noget at tilføje foruden det, der står i pressemeddelelsen.
Han skriver i sin pressemeddelelse, at kvaliteten af ænderne generelt har været i orden, hvilket kan betvivles af de mange danskere, som åbnede op for en stinker af en julegave.